Gormshallen laver sin egen version af ”Rigtige Mænd”

JELLING - Ikke mindre end 330 gæster ville høre Lindy Aldahl fra tv-serien ”Rigtige Mænd”, da han forleden optrådte i Gormshallen. Dem, der har set noget af den, fortæller, at Lindy har rollen som klassens sjove dreng.

Der lå jo alvor bag. ”Sofamændene”, som Lindy kaldte dem, skal ud at røre sig. Så centerleder Marianne Sigtenbjerggaard præsenterede efter foredraget en idé om et hold for ”Rigtige Mænd”, og de første 20, der melder sig, får en gratis øl!

Marianne Sigtenbjerg- gaard beskriver det nye tilbud på denne måde:

- Vi skyder projektet ”Jellings Rigtige Mænd” i gang her i Gormshallen. Det bliver med fokus på at arbejde hårdt, mens vi har det sjovt! Det bliver udendørs, det bliver hårdt, måske koldt og vådt og det bliver en udfordring, man skal tage op med sig selv og andre.

- Vi får sved på panden, beskidte knæ, ømme muskler og forhåbentlig masser af grin, mens vi knokler en vis legemsdel ud af bukserne.

- Der er plads til alle, og her menes alle, da man konkurrerer mod sig selv sammen med andre, og der er plads til hørm af den mandlige slags.

Dæk skal kastes, hamre skal svinges, trapper skal overvindes m.m.

- Vi starter mandag den 1. februar kl. 19.30. Vi bliver ved til den 23. maj. Det koster 500 kroner, og det vil foregå med instruktør hver mandag. Tilmelding sker på gormshallen@jellingnet.dk.