Heftigt haglvejr afløste bistre »Bodil«

Vejrlig: Det var som om vejrguderne lige skulle have tømt alle de sure bundslatter med storm, hagl, sne, kulde og isslag inden året rinder ud. To positive snebolde blev det dog til.

Fredag ved middagstid

løsnede orkanen »Bodil« langsomt sit hvirvlende og stramme greb om Vestkysten og kommunens

borgere.

I »hendes« kølvandsstribe fulgte nogle timer med en skidtspand af isslag, sne, haglkugler og bidende kulde, hvilket gjorde

byens gader spejlblanke og farlige.

Trafikanterne sneglede sig rundt i byens rundkørsler, mens kommunevejene hurtigt blev til en fedtet og farlig blanding af is, hagl og sne tilsat de sidste

heftige vindmæssige krampetrækninger fra »Bodil«.

Dog forstod enkelte at sætte pris på den hvide blanding, så denne vinters første snebolde sejlede hen over Varde Torv til morskab og glæde.

Til gengæld kan det ifølge meteorologerne vare en rum tid endnu inden den næste sne rammer vores område, så der er stadig tid til at finde snekæder, vinterstøvler og kælkene frem.