Stor optimisme i erhvervslivet

Sønderborg: Stigende omsætning, produktion, overskud og eksport.

Sådan lyder den optimistiske vurdering hos et flertal af de privatansatte ledere i Sydjylland, når de skal vurdere udsigterne for deres virksomheder i første halvår af 2014.

Det viser en ny undersøgelse fra Lederne.

64 procent af de adspurgte ledere i Sydjylland tror, at omsætningen vil stige i det næste halve år, mens 24 procent kalkulerer med omtrent uændret omsætning.

Når det gælder virksomhedernes overskud, forudser 55 procent af lederne, at kurverne vil stige, mens der på eksportområdet er 56 procent, som vurderer, at der er en stigning i vente. 52 procent forventer desuden, at produktionen vil stige.

Også på beskæftigelsesområdet er der en voksende tro på bedre tider.

36 procent af lederne i Sydjylland kalkulerer med, at antallet af medarbejdere vil stige i første halvår af 2014.

47 procent tror, antallet vil forblive omtrent uændret, mens 17 procent vender tommelfingeren nedad og forudser, at antallet af stole i kantinen kan skæres ned.

Afdelingsformanden for Lederne Sydvestjylland, Lars Møldrup, deler fuldt ud det optimistiske syn på første halvår af 2014, som undersøgelsen afspejler.

– Jeg tror, at udviklingen er et resultat af de sydjyske virksomheders evne til at se og udnytte nye markeder især indenfor IT og velfærdsteknologi. Derudover har vi en række stabile virksomheder, som har klaret sig godt gennem krisen. Når de begynder at føle en smule mere luft under vingerne, skal der ikke meget til, før man mærker væksten på markedet generelt, siger Lars Møldrup.

Undersøgelse er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov og baseret på svar fra 1012 ledere, heraf 162 fra Sydjylland.