Man skal passe på i trafikken – også i bil
Trafik: Mathilde på 10 år og Peter på 11 år fra 4. B på Ahlmann Skolen så en kammerats papfar køre galt.
Sønderborg: Mathilde sidder på enden af stolen og fortæller ivrigt, hvad hun havde overværet sammen med sine klassekammerater, også for tre år siden, mens Peter har lænet sig mageligt tilbage i stolen og bryder kun ind af og til.
- Det var engang, hvor vi havde været oppe i Christianskirken, jeg tror at det var 1. klasse eller 2. klasse. Der var en anden Mathilde i vores klasse, hun er her ikke mere; hendes papfar kørte ind i en lygtepæl og det sagde sådan et kæmpe bang og vi alle fik et kæmpe chok, genkalder Mathilde ivrigt.
- Vi hørte det der brag eller bang, der kom deroppe fra, og så kiggede stort set alle derop, tilføjer Peter.
- Så det var sådan lidt skræmmende.
- Og vi vidste ikke helt hvem det var, men så begyndte Mathilde at græde og så så vi, at det var Mathildes papfar og så trøstede vi hende. Bagefter kom hun hjem. Der skete ikke noget med ham, men en rude blev smadret. Jeg blev meget forskrækket, for jeg havde ikke set sådan noget før, og så tænkte også på, hvordan det var at være Mathilde, forklarer Mathilde.
Ville hente Mikkel
Peter fortæller yderligere, at da Mathildes papfar kørte galt, var han på vej hen for at hente deres yngste søn Mikkel fra dagplejen.
- Det var heldigt, at Mikkel ikke sad derinde (i bilen red.), siger Peter.
Begge børn var chokeret
resten af dagen og Mathilde blev mere utryg i trafikken i en periode efter hændelsen, men de har begge lært en
essentiel lektie i trafikken.
- Jeg lærte, at man virkelig skal passe på, når man kører i trafikken, og man skal huske at se sig godt for, fortæller Mathilde.
