Lufthavnen kaster sig ud i tysk satsning
Luftfart. En million mennesker har Sønderborg som nærmeste lufthavn. 40 procent af dem er tyske. Derfor forsøger lufthavnen at få nordtyskerne til at køre til Sønderborg.
Sønderborg: Omkring en million mennesker har
Sønderborg som nærmeste lufthavn og 40 procent af dem bor i Nordtyskland.
Det er dog meget langt fra sådan, at 40 procent af passagererne i Sønderborg
Lufthavn er tyske. Lufthavnschef Anders Sørensen ønsker ikke at sige, hvor stor en del af passagererne, der kommer fra den tyske side af grænsen, men det er alt for få.
Stor indsats
Lufthavnen gør dog en stor indsats for at få tyskernes
øjne op for Sønderborg
Lufthavn. For et år siden blev Anne Jette Jensen ansat. Hun taler flydende dansk og tysk og er leder af marketing og kommunikation i lufthavnen.
- Vi satser meget på det tyske marked både med annoncer, via de sociale medier og via pressen, fortæller Anne Jette Jensen.
Anders Sørensen lægger dog ikke skjul på, at det er vanskeligt at ændre tyskernes vaner.
- Når jeg går på pension om 10 år, er vi stadig langt fra at have 40 procent tyske gæster – ingen tvivl om det, siger Anders Sørensen.
- Tyskerne har vænnet sig til at sætte sig ind i bilen og køre til lufthavnen i Hamborg selv om turen er betydeligt længere og selv om de der skal betale godt 160 kroner i døgnet for parkering, hvis de vil holde i et af lufthavnens store parkeringshuse. I Sønderborg er parkering gratis.
- Du kan godt sammenligne det med en, der har drukket Johnny Walker whisky i 30 år. Han er også vanskelig at få til at drikke et andet mærke. Men vi arbejder på sagen for der er klare fordele ved at flyve via Sønderborg, siger Anders Sørensen.
På to timer
En person i Flensborg kan – hvis alt går glat - to timer efter at han har sat sig ind i sin bil stå foran Tivoli i København. Æren for det har blandt andet det faktum, at Sønderborg Lufthavn som den eneste herhjemme tilbyder check in frem til 15 minutter før afgang.
- Flyveturen tager 25 minutter og turen med metroen til Kongens Nytorv tager 14 minutter. Så det kan lade sig gøre, siger Anders Sørensen, der dog medgiver, at det kan tage lidt tid at komme fra indenrigsterminalen til udenrigs, hvor metroen er placeret. Men det går jævnligt gratis busser.
Lufthavnschefen siger, at det også bedre kan betale sig at benytte Københavns Lufthavn, hvis man skal videre. Den er nemlig betydeligt større end Hamborg.
Interliner-agreement
Sønderborg Lufthavn arbejder også på at få en interliner-agreement på plads med SAS således, at man checker in i Sønderborg og så går direkte til sin afgang i Københavns Lufthavn i stedet for som nu at skulle checke in først i Sønderborg og siden i København. Skal man checke in i København, tager det cirka to timer, mens det med en interliner-agreement kan klares på 45 minutter, anslår Anders Sørensen.
- Mon ikke vores interliner-agreement falder på plads i foråret 2014, siger Anders Sørensen.
