Hjælp til handicappede børn i Thailand er rykket tættere på

Velgørenhed. Den 29-årige Pernille Wrang er svært ramt af cerebral parese, men har alligevel overskuddet til at hjælpe andre. Tilbage i oktober 2013 startede Pernille projektet ”Racerunning til Thailand” og hun vil i år rejse til Thailand sammen med sine to hjælpere og forære en racerunner til handicappede børn.

Sønderborg: I oktober bragte Sønderborg Ugeavis en artikel om Pernille Wrang, den unge kvinde er ramt af svær cerebral parese og er derfor uden sprog og sidder i kørestol. Den ting i livet, der giver Pernille Wrang en ufattelig drivekraft, er hendes elskede racerunner. En racerunner eller Petra cykel er en trehjulet cykel, som giver handicappede mulighed for at udøve sport på eliteplan.

Racerunning har haft en enorm betydning for Pernille, som har hevet utallige medaljer og mesterskaber med hjem. Samtidig har den handicappede pige fået det meget bedre socialt takket være de mange oplevelser, sporten har givet.

Den glæde vil hun nu bringe videre til handicappede børn i Thailand.

Thailand projektet

Da vi for et par måneder siden for første gang mødte Pernille Wrang, var hun kun lige startet på sit projektet og hun stod på bar bund.

- Vi havde en meget hård start, juletiden var lige begyndt, der var indsamling til Kræftens Bekæmpelse og der var stormskader, så folk havde meget andet at bruge penge på. Men på trods af den hårde start har vi alligevel opnået meget og vi er taknemlige og glade for den store støtte, sagde Signe Lea Hansen, som er en af de to hjælpere, der rejser med til Thailand i februar.

Idéen gik ud på at tage en racerunner med til skolen ”Krabi Special Education Center”, som er en skole for handicappede børn i Thailand. Men da hele projektet skal sponsorers, så det umuligt ud, da en racerunner koster ca. 13.000 kroner for en uoriginal.

- Vi var så heldige, at Pernille havde set en lille racerunner stå inde i skuret oppe på stadion, hvor den havde stået i tre år uden at blive brugt. Så vi fandt frem til, at det var Pernilles landstræners Mansoor Siddiqi, som ejede den, og han ville sponsorer den til projektet. Pludselig stod vi med en ægte Petra cykel, den manglede godt nok et hjul og en maveplade, men den bragte os væsentlig tættere på vores mål. Vi døbte den lille racerunner Carla, sagde Signe.

Står sammen

Projektet fik støtte fra en anden handicappet sportsudøver. Connie Hansen har kørt kørestolsrace i årene 1988 til 1992 og har ved de paralympiske lege vundet ni guldmedaljer. Da hun selv har været med som opfinder af Racerunnig, var det meget nærliggende, at hun var den, der leverede reservedelen til Carla.

- Vi mødtes med Connie på Scandic i Kolding, hun var sød og gav os fif til indstillinger på cyklen. Vi fik at vide, hvordan man bedst kan gøre, når det er første gang, man skal op på en Petra cykel. Vi fik også det manglende mavebræt og hjulet til lille Carla med en god rabat, sagde Signe Lea Hansen.

Men der er også mange andre, der har været med til at sponsorere projektet.

- Vi har i alt fået 6100 kroner ind på vores konto indtil videre. Mange af pengene kommer fra sponsorer i København, Middelfart og Ålborg. Desuden har centerleder i Fitness World, Ricky Sørensen, sat en indsamlingsdåse op og vi har fået cykelhjelme og en ny saddel fra Fri BikeShop i Sønderborg. Udover de sponsorater har vi for en del af sponsorpengene købt billige cykeltrøjer i masser af forskellige farver og Pernille selv giver buksefedt til projektet, sagde Signe Lea Hansen.

I starten af december havde projektet atter et fremskridt, her var de to studerende ved EUC Syd, Majbritt og Christina nemlig klar med prototypen af en racerunninghandske. Handsken er en vigtig del af udstyret, da ikke alle de handicappede kan holde på styret.

Mangler lidt endnu

- Vi har lige hørt fra Jørgen Iversen, som er grundlægger af Jørgen Iversen Rødekro ApS, der er en af producenterne af racerunnere i Danmark. Han vil godt støtte vores projekt og give 3000 kroner i rabat på en racerunner, så skulle vi have to racerunner med til Thailand, mangler vi omkring 10.000 kroner endnu, sagde Signe.

Ellers er det mest småting som værktøj, luftpumper og tape, der mangler for at projektet lykkedes.

Racerunning til Thailand har igennem sin kort eksistens allerede høstet utrolig meget ros hos blandt andet Racerunning Danmark, som er Pernilles forbillede. Men det er ikke kun dem, der er imponeret over projektet, der er flere handicappede, der har ladet sig inspirere og snakker om at udbrede det til eventuelt Korea og Mexico.

Kørestolsracer Connie Hansen overvejer at lave det til et årligt arrangement. Det er nok også med til at give Pernille Wrang den utrolige drivkraft, som hun lægger i projektet. Hendes motto er: Jeg vil, jeg kan, jeg gør det.