Det kørte bare for bilforhandlerne i weekenden
Bilsalg. Stort set alle bilforhandlere blev nærmest løbet over ende af kunder ved de mange åbent hus arrangementer.
Sønderborg: De fleste bilforhandlere fortalte os på vores søndagsrundtur til weekendens åbent hus arrangementerne, at der især lørdag næsten var for mange kunder i butikken – men kun en ville citeres for dette. Det var Erling Høi-Nielsen.
- Vi var fire sælgere og vi kunne ikke følge med. Vi vil helst ikke have, at det ser ud som om, at vi ikke gider have med kunderne at gøre, men når der er så mange, som der har været denne weekend, kan det godt komme til at se sådan ud.
Godt vejr hjalp til
Erling Høi-Nielsen mener, at det faktum, at alle holder åbent hus samtidig, har æren for, at der var rigtigt mange sønderborgere ude hos forhandlerne. Men vejret var også med forhandlerne, slår forhandleren af Kia, Nissan og Peugeot fast.
- Vi bilforhandlere mærker ikke finanskrisen – selv om det naturligvis er a- og b-segmentsbiler, der er fokus på. Men i denne weekend har vi da også solgt c-segment biler og Nissan Qashqai.
400 til 500
Jacob Høi-Nielsen, der er Peugeot-ansvarlig hos Erling Høi-Nielsen, anslår, at der har været 400 til 500 inde i løbet af weekenden og at der er fra fredag til søndag er solgt 15 biler. Ved siden af blev der indgået en række seriøse købsaftaler – så det samlede antal bliver højere.
- Jeg mener også, at en del af æren for succesen skal findes i den massive markedsføring. Der var jo et helt biltillæg i Sønderborg Ugeavis, siger Jacob Høi-Nielsen.
Også hos SH-Bilcenter var humøret højt. Her blev der spise flere end 1000 hjemmebagte kransekager og salget af biler i Sønderborg og Aabenraa var cirka 20.
Byens Ford-forhandler Pierre Iversen synes, at succesen har været så stor, at bilimportørerne bør enes om samlet at holde tre åbent hus om året. Et efter nytår, et i maj og et i slutningen af september. Vi mødte Pierre Iversen klokken 15.45 søndag – og han havde på det tidspunkt endnu ikke haft tid til at spise frokost. Han mener, at weekendens salg ligger på cirka 12 biler.
5 solgt – 15 i vente
Salgschef Allan F. Pedersen fra Agerley synes også, at det har været en fantastisk weekend. Facit er fem solgte biler og yderligere aftaler med op til 15 seriøse købere.
Hos Bil&Co var weekenden og især lørdagen fantastisk. Salgschef Frank Hansen fortæller, at kunderne mødte op en halv time før åbningstid lørdag – og de sidste gik en halv time efter lukketid. Det var især tilbuddet om 50.000 kroner for den brugte bil, hvis man købte en veludstyret Aygo, som trak kunder i butikken.
Indehaveren af Als Motor Hans-Jørgen Jørgensen havde en stor weekend med fokus på den nye Hyundai i10 og Opel Corsa til under 100.000 kroner.
- Og så er det jo altså sådan, at Fiat 500 stadig er populær, siger direktøren, der ikke havde overblik over det samlede salg.





