Mazda rydder bordet i C-segmentet
Prøvekørsel. Mazda3 er segmentets bedste køb. Og dermed Mazda. Vi prøver Mazda3 2.0 165 hk Optimum til 296.996 kroner.
Superbil: Hvor er det synd for Mazda-forhandlerne, at de ikke har og ikke får en mikrobil. Det segment er jo på vej til at udgøre 50 procent af det danske bilsalg.
Men de gode forhandlere har for længst tørret tårerne bort. De har nemlig fået C-segmentets bedste bil. Det tør jeg godt kalde Mazda3 efter en uge i selskab med Mazda3 2.0 Optimum. Den bil er ganske enkelt verdensklasse og helt på niveau med de tyske prestigemærker.
Den nye Mazda3 har ikke ret meget tilfælles med forgængeren. Ikke en gang prisen. Ved modelskiftet fik Mazda3 mere udstyr og et sjette gear i basisversionen og sandelig om ikke den faldt med 15.000 kroner. Til det kan jeg kun sige, at dem, der købte før modelskiftet, gjorde deres livs dårligste handel.
Skyactive
Forskellen på de to biler findes i et ord: Skyactive. Det er navnet på den nye teknik i Mazda3. Og det er en teknik, der gør, at Mazda3 kører direkte ind i dit hjerte og sandsynligvis efterfølgende ind i din carport.
Skyactive-teknikken omfatter både motorer, gearkasser og undervogn. Og den nye teknik går hånd i hånd med en vægtreduktion - noget, Mazda har gjort sig til mester i siden præsentationen af den nu bedagede Mazda2.
Den nye Skyactive-teknik giver sammen med vægtreduktionen Mazda3 flotte forbrugstal. Den tidligere model med 2.0 150 hk var opgivet til 14,9 km/l. Testbilen har plus 15 hk og en opgivelse på 17,2 km/l. Jeg kører 17 km/l ved blandet øko-kørsel. På landevejen kører bilen 28,6 km/l. Der skal dog siges, at testbilen godt kan virke lidt forslugen, når der køres almindeligt.
I byen er føreren hjulpet af start/stop, der dog ikke altid er lige oplagt. Men det kompenceres af, at batteriet lades op, når speederen slippes. Denne anordning gør, motoren ikke så tit skal trække generatoren.
Uden turbo
Mazda3 har sammen med Ford Focus klassens bedste køreegenskaber og den har den lækreste seks trins gearkasse.
Førerstillingen bliver ikke bedre - det her er bare den perfekte bil. Næsten. Der er en ting, som ikke kører hjem til topkarakter.
Motoren yder 165 hk og det gør naturligvis, at næsen sættes op efter næsten-GTI præstationer.
Dem leverer testbilen ikke. Motoren er med til at give komfort i topklasse og underholdning i overflod, men på intet tidspunkt leverer den præstationer, der bare tilnærmelsesvis udfordrer den rutinerede fører. Det havde jeg nu ventet med en så højt ydende motor i en C-segmentbil.
Forklaringen er, at Mazda som en af de eneste ikke benytter sig af turbomotor. Det giver en anden form for kørsel, når turbo-kicket
udebliver.
Dansk stemmestyring
Testbilen har højeste udstyrsniveau Optimum. Den har head-up display, nøglefrit system, Bose audiosystem, Bi-Xenon forlygter, parkeringssensor for og bag, 18 tommer alufælge og meget mere.
Akkurat som andet udstyrstrin Vision har den stemmestyring på dansk af stort set alle relevante funktioner. Det system funker bare. Det samme gør den store betjeningsknap til højre for føreren. Med den styres informationerne på bilens store skærm - og hvor er det dejligt at se, at der er valgt et display, som er let læseligt i solskin og som passer ind i det øvrige instrumentbords design.
Super pris
Prisen på testbilen er 296.990 kroner. Det er endda meget billigt, men man kan altså spare 30.000 kroner ved at vælge Vision. Laveste udstyrsniveau Core kan kun erhverves sammen med mindste motor, 1.5 benzin 100 hk og kun i hatchback. I wonder why.
Godt nok får man meget for de 30.000 kroner, der er op til Vision, men Core indeholder aircon, dæktryksovervågning, start/stop, fire el-sideruder, tripcomputer, musikanlæg, sædevarme, højdeindstilleligt førersæde og meget mere.
Med så meget udstyr burde der være Core til alle motorer.
Det er imponerende, at Mazda 1.5 Core med det nævnte udstyr kun koster 199.990 kroner. VW Golf med 1.2 104 hk og tilsvarende udstyr koster godt 260.000 kroner.
Så drøn nu ned til Mazda-forhandleren og prøv en tur. Det kan kun gå for langsomt.

