Et år med klimavenlig strøm til Hanegals pølser
Bæredygtighed: Den økologiske virksomhed Hanegal i Haderslev har sparet klimaet for over 500 tons CO2, siden en vindmølle begyndte at levere al strøm til produktionen i januar 2013.
Energi: Takket være vindmøllen slipper der 330 gram mindre CO2 ud i atmosfæren, hver gang den lokale fødevarevirksomhed Hanegal producerer 1 kg pålæg eller anden vare. Så meget ville der nemlig være udledt af den skadelige drivhusgas, hvis produktionen var baseret på strøm fra et kulfyret kraftværk.
Konkret betyder det, at hver gang en kunde køber for eksempel en pakke med fem Hanegal wienerpølser, bliver atmosfæren sparet for 100 gram CO2. Det blev i 2013 til over 500 tons!
”Siden vi begyndte i 1980, har Hanegal arbejdet med at forbedre miljøet og producere sunde, økologiske fødevarer. Med møllen har vi taget næste skridt ved at omstille til klimavenlig energi. Nu har møllen produceret strøm i et år og det er meget glædeligt, at strømforsyningen til vores fabrik nu er CO2 neutral,” siger Fie Graugaard, medejer af Hanegal.
Efter de første 10 måneder havde møllen produceret en mængde energi, som svarer til produktion af selve møllen. Herefter er møllens energiproduktion rent overskud af CO2 neutral energi.
Alle kan følge med
Går man ind på Hanegals hjemmeside www.hanegal.dk, kan man under et billede af en snurrende vindmølle følge med i, hvor meget strøm møllen leverer lige nu. Man kan også se, hvordan dens elproduktion og CO2 besparelse har været de seneste 24 timer.
Møllen er stillet op ved Grindsted i Vestjylland i et klimapartnerskab med selskabet SE Big Blue. Hanegal er den første fødevarevirksomhed i Danmark, som er gået ind i denne type partnerskab.
80 procent af al den energi, der bliver brugt til produktion af Hanegals pålæg og andre varer, kommer fra den CO2-neutrale strøm. De sidste 20 procent kommer fra naturgas.
Hanegal producerer en lang række pålægsprodukter og andre fødevarer, alle helt økologiske og uden tilsætningsstoffer.
