90 år med musik

Rund dag. I mandags fyldte musikdirigent Bue Lund Nielsen 90 og blev bl.a. hyldet af sine gamle musikere fra Slesvigske Musikkorps.

Fødselsdag: Den navnkundige dirigent Bue Lund Nielsen, Haderslev, fejrede sin 90 års fødselsdag på utraditionel vis, idet han op til fødselsdagen i mandags på Musikskolernes Musikforlag fik udgivet fire hæfter med i alt 100 arrangementer for hornkvartet.

Arrangementer, der kan omskrives til andre instrumenter.

Fødselsdagen bød også på levende musik, idet en håndfuld pensionerede regimentsmusikere troppede op i hjemmet på Ejsbølvej for at hylde fødselaren med nogle stykker musik.

De pågældende musikere og Bue Lund Nielsen har nemlig en fælles ”fortid” i det daværende Slesvigske Fodregiments Musikkorps, der i begyndelsen af 1950’erne blev overflyttet fra Sønderborg til Haderslev.

Dirigent i 1953

Bue Lund Nielsen blev orkestrets dirigent i 1953, men sagde sit job op i 1974 i protest mod nedskæringer i musikkorpset, idet de militære orkestre mistede de værnepligtige musikere, og i Haderslev betød det farvel til fem mand.

Det ville den organist-uddannede Bue Lund Nielsen ikke være med til. I stedet ernærede han sig dels som musiker, men blev især kendt som en dygtig free lance dirigent.

I mange år kørte han således troligt til Århus hver tirsdag for at øve med et af landets bedste harmoniorkestre, Tonica, ligesom han i en del år dirigerede Sønderjyllands Amatør Symfoniorkester.

Der er stadig seks musikere, der spillede i musikkorpset under Bue Lund Nielsens ledelse. De fem troppede op for at hylde fødselaren.

Det var Hans Chr. Sørensen på horn, Karl-Johan Berkwill på trompet, Flemming Rasmussen på tuba, Axel Tornehave, lilletromme, og Ole Frandsen, basun.

Den sjette musiker, Helge Petersen, basun, var optaget andet sted, så han kunne beklageligvis ikke være med til seancen.