Kommer den bedste idé fra Haderslev eller Tønder?

Iværksætteri: Morgendagens iværksættere mødes for at dyste på idéer og forretningskoncepter til den Nationale Entreprenørskabsmesse i Odense. Her skal 14 elever fra Haderslev Handelsskole og 3 elever fra Tønder Handelsskole dyste mod andre innovative unge fra hele landet.

Mere end 560 elever fra ungdomsuddannelserne i hele Danmark mødes til den Nationale Entreprenørskabsmesse i Odense torsdag den 6. februar. Her skal hver elevvirksomhed præsentere deres idé, produkt eller service for dommere fra erhvervslivet, som bedømmer elevvirksomhederne på f.eks. produktudvikling, markedsføring og økonomi.

Vinderne skal dyste mod Europas bedste

Der bliver hård kamp om førstepladsen blandt de idérige unge, der dyster i dagens to konkurrencer: Bizz Mart og Expo. Vinderne i begge kategorier vinder også en plads på den Europæiske Entreprenørskabsmesse JA-YE International Trade Fair, som bliver holdt i Haifa i Israel til april. Desuden bliver der uddelt to særpriser: Produktprisen og Innovationsprisen.

Fra skoleprojekt til egen virksomhed

Selv om den Nationale Entreprenørskabsmesse for de fleste elever er en del af et undervisningsforløb, kan konkurrencen også være katalysator for opstart af virksomheder. Det beviser 19-årige Anders Stolzenbach og 26-årige Rasmus Theilsø Madsen, som netop har fået deres produkt FreeGrip solgt til et landsdækkende byggemarked.

Den Nationale Entreprenørskabsmesse er arrangeret af Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise og en del af konkurrenceforløbet Company Programme. Præmierne bliver overrakt og sponsoreret af Udvikling Fyn.

Messen åbner kl 10 og præmieoverrækkelsen er fra kl. 16.30. Messen bliver holdt på Campustorvet på Syddansk Universitet.