Fiske-abstinenser i Slivsø
Hobby. Mange havde fundet stangen frem på årets første fiskedag.
Fiskeri: Søndag den 19. januar var i år den dato, hvor fiskeriet igen blev frigivet ved vores søer og østvendte åer.
Det er blevet en tradition, at Sønderjysk Sportsfiskerforenings medlemmer samles i modelflyveklubbens klubhus ved Slivsøen. I år var der åbenbart flere, der havde fiske-abstinenser, for på trods det meget blæsende vejr var der rigtig mange, der havde fundet vej til Slivsøen.
19 mand var til morgenkaffe, og senere kom der flere personer, der enten var arbejdsramte eller havde været i byen aftenen før, så kl. 8 virkede som et ukristeligt tidligt tidspunkt. I alt kom der 28 personer.
Efter morgenkaffen stod der fiskeri på programmet. Nogle var i Slivsøen, andre i åen og enkelte prøvede helt andre søer eller endda den åbne kyst. Vandstanden i åen var rigtig høj, og vandet var ret grumset, men der blev alligevel (eller derfor)
fanget rigtig mange skaller og brasen, og de fleste af dem var i en rigtig flot størrelse. Jagten på ørred gik lidt mere trægt.
Der blev dog fanget en enkelt lille bækørred, og så blev der fanget en regnbueørred på 58 cm og 2,8 kg.

