Det provokerende ”Amen!”
ord: Juleaften hørte jeg en samtale på kirkebænken bag mig. En lille pige spurgte sin mor: Betyder ”amen” det samme som ”Sæt dig ned”? Det kunne man godt tro, for vi sætter os, når præsten slutter en bibellæsning med et amen. Men nej. Amen betyder: Det står fast. Punktum. Basta. Det står ikke til diskussion!
På den måde er det lille ord ”amen” faktisk provokerende. I Danmark er vi ikke meget for autoriteter. Vi bøjer os ikke i støvet for folk med fine titler. Vi kritiserer og diskuterer og evaluerer på livet løs for at få indflydelse og give vores mening til kende. For vi vil selv bestemme.
Men når vi i kirken har hørt Guds ord, så siger vi ikke ”Hvad synes du selv?” men ”Amen!” Fordi Gud er en autoritet og ikke vores ligemand. Vi må tage ham på ordet, også selvom vi ikke forstår alt hvad han siger.
Sangeren Simon Kvamm har sagt det klogt: ”Det at tro handler for mig om at respektere sin egen mangel på autoritet. Jeg er ikke den altoverskyggende instans og har ikke den altafgørende suverænitet – jeg er bare en brik meget længere nede på stigen”.
I kristendommen er det Gud, der står øverst på stigen. Han styrer. Og hurra for det. For det er ikke os mennesker, der skal være og bære alting selv. Det går ikke. I stedet har Gud skabt os, så han bærer vores liv – og længere nede ad stigen må vi så tage imod og sige tak og række ud til hinanden. Det står fast. Amen.