Rævens dværgbændelorm er fundet i ræv ved Grindsted

Smitte: Fødevarestyrelsen angiver nye retningslinjer efter fund af rævens dværgbændelorm i en ræv fra Utoft ved Grindsted. Dyrlæge Bodil Andreasen redegør for fænomenet og forklarer de nye retningslinjer.

Fødevarestyrelsen har den 11. februar 2014 oplyst, at Rævens dværgbændelorm den 7. februar 2014 er påvist i en ræv fra Utoft ved Grindsted. I den anledning har Ugeavisen modtaget følgende redegørelse fra dyrlæge Bodil Andreasen, Bøllund Dyreklinik:

Livscyklus

Den voksne bændelorm lever som parasit i tarmen hos slutværten, der kan være ræve og hunde og i sjældne tilfælde katte. Som andre bændelorm har den to værter. Æggene udskilles med slutværtens afføring og optages derefter i en mellemvært – typisk en mus. I mellemværten udvikler æggene sig til larver, der vokser i leveren. Når musen derefter bliver spist af en ræv, hund (eller kat) udvikler bændelormen sig i tarmen til det voksne individ. Den voksne orm er kun 1-2 mm lang og derfor ikke synlig med det blotte øje. De dyr, der huser de voksne bændelorm, vil kun meget sjældent vise tegn på sygdom ligesom det ikke er muligt med sikkerhed at undersøge for smitte. I uheldige tilfælde kan mennesker optage de æg, der bliver udskilt af en slutvært. Mennesket vil da blive opfattet som en mellemvært og larverne vokser infiltrativt i leveren. Patienten udvikler over en årrække (10-15 år) leversvigt. Når sygdommen påvises hos mennesker er det ofte så sent, at der ikke er mulighed for operation. Uden behandling forløber sygdommen dødeligt.

Fødevarestyrelsen retningslinjer

Fødevarestyrelsen har den 11. februar udsendt følgende retningslinjer for behandling af hunde i hele landet:

”Fødevarestyrelsen anbefaler, at hunde i alle egne af landet, der har adgang til at færdes frit i naturen (herunder jagthunde) og som mistænkes for at æde mus eller andre små gnavere, behandles med et egnet anthelmintikum (ormemiddel) hver 4. uge. Til hunde, der anvendes til gravjagt, bør dyrlægen desuden anbefale hundeejeren at vaske hunden efter hver jagt. Endvidere præciseres det, at kattes rolle i forbindelse med smittespredning anses for at være ubetydelig.”

Vi ved ikke, hvor længe disse retningslinjer vil være gældende.

Da smitten til hunde går gennem mus og andre små gnavere, skal hunden spise en mellemvært (eller dele heraf) for at blive smittet. Hunden kan ikke smittes direkte fra en ræv eller gennem kontakt med ræveekskrementer.

God håndhygiejne

For mennesker er det kontakt med afføring fra smittede dyr, der er farligt. Man bør indskærpe en god håndhygiejne (grundig håndvask) både efter kontakt med hunde og efter ture i naturen, hvor man kan have rørt ved jordforurenede ting. Desuden anbefales vask af hunde, der kan have fået ræveekskrementer på pelsen. Vask med almindelig shampoo, der fjerner snavset, regnes indtil videre for tilstrækkeligt.

Behandling af hunde

De midler, der er effektive mod behandling af Rævens dværgbændelorm hos hunde, er receptpligtige. Det betyder, at man hos dyrlægen skal have enten en recept på medicinen eller have udleveret medicin. Der vil i forbindelse med udlevering af tabletter eller recept blive opkrævet et gebyr for receptpligtig medicin.