Eksperterne råder dig til at skrive et testamente

Arv: Det handler i høj grad om følelser, men man kan mindske risikoen for splittelse i familien ved at skrive et testamente. Advokaterne Graven Nielsen & Kokkenborg inviterer torsdag til et møde om emnet.

Rekordhøje seertal til Danmarks Radios tv-serie ”Arvingerne” har øget interessen for at skrive testamente markant. Det er der i følge advokaterne Graven Nielsen & Kokkenborg også god grund til.

Temaaften om arv

- Derfor har vi inviteret til et møde om emnet på Kulturhuset her på torsdag, hvor vi tror på, at mange vil møde frem, fortæller advokat Jens Graven Nielsen, der oplever et stigende antal klienter, som ønsker at skrive testamente.

- Ikke mindst efter den seneste ændring af arveloven fra 2007, tilføjer Jens Graven Nielsen, der er autoriseret bobehandler og bobestyrer ved Skifteretten i Esbjerg. 

Advokaterne Graven Nielsen & Kokkenborg A/S yder rådgivning vedrørende familie- og arveretlige forhold, herunder dødsbobehandling.  Rådgivningen omfatter blandt andet arv, gaver og testamenter oprettelser af ægtepagter og ægtefælleskifte ved separation og skilsmisse.

Dine, mine og vores børn

Det er efter arveloven fra 2007 stadig ikke muligt at gøre sine børn arveløse, men størrelsen på tvangsarven er yderst begrænset. Det vil være et af de emner, Advokaterne Graven Nielsen & Kokkenborg vil tage op på mødet torsdag.

- Det hænger nøje sammen med hele spørgsmålet om, hvordan man står arvemæssigt i moderne familier med dine, min og vores børn, forklarer Jens Graven Nielsen, der selv har en række af sådanne sager under behandling.