Eftermæle: Lørdag den 15.2.2014 afgik Knut Erik Østergård Nielsen ved døden på Odense Universitetshospital i en alder af kun 53 år. Han blev i september 2013 ramt af en aggressiv kræftsygdom og tabte kampen trods en stor kampvilje. Vi har kendt Knut i 36 år, som en dygtig medarbejder i vores firma og også som en rigtig god ven. Han har fulgt vores familie, og vi har betragtet ham som en del af familien.
Ingen er nogensinde gået forgæves til Knut, når der var brug for hjælp på den ene eller anden måde. Det har også vi nydt godt af, han har altid passet sit arbejde til punkt og prikke.
Når vi har været på ferie eller på anden måde væk fra firmaet, har han taget over, og det har vi været trygge ved, fordi vi vidste, at han passede alt som var det hans eget. Hans arbejdskolleger og vi har værdsat, at han med sit altid gode humør har været med til at give et godt klima i firmaet.
Han var et positivt menneske, og han fornægtede i starten af sit sygdomsforløb, hvor alvorligt det var. Han mente, man kunne have taget fejl med diagnosen, og det var også, hvad vi håbede, men efterhånden gik den barske realitet op for os.
Den 15. februar, på en på alle måder barsk dag, sluttede hans kamp. Vi er taknemmelig for at have kendt Knut, og for alt hvad han har gjort for os og vores familie. Vores tanker går til hans mor og øvrige familie, som nu må undvære et meget elsket familiemedlem.
Æret være Knut Erik Østergård Nielsens minde.
Hanne og Gunnar Rosenlund,
Halkvej 64, Haderslev