Vi gifter os billigere

Bryllup. Det gennemsnitlige bryllupsbudget er skrumpet med 16.000 kr. siden 2011.

Fest: Antallet af vielser i Danmark er de seneste år faldet markant, og nu følger budgettet samme vej.

En aktuel analyse fra Penge- og Pensionspanelet viser, at danskerne nu i gennemsnit bruger knap 45.000 kr. på brylluppet, og det er cirka 16.000 kr. mindre end for bare to år siden.

Undersøgelsen viser også, at kirkebryllupper fortsat er langt dyrere end rådhusvielser. I dag bruger danskerne i gennemsnit knap 68.000 kroner på et kirkebryllup, mens prisen for en tur på rådhuset er nede på godt 22.000 kroner.

I Spar Nord overrasker tendensen ikke, for danskerne udviser allerede stor økonomisk tilbageholdenhed på en lang række andre områder.

»Den økonomiske krise har i høj grad fået os i sparehumør, og det kommer til udtryk inden for mange forskellige former for forbrug. Vi køber små og økonomiske biler, vi sparer op i banken som aldrig før, vi er tilbageholdende med at stifte gæld osv. Det er med andre ord blevet en folkesport at spare, og det er en både typisk og naturlig reaktion oven på den periode med økonomisk modvind, som vi har haft de seneste år,« siger pressechef i Spar Nord Leif Lind Simonsen.

Ingen Rolls Royce

På baggrund af undersøgelsen peger Penge- og Pensionspanelet selv på, at der er blevet længere imellem de store og dyre bryllupper.

»Vi bruger simpelthen færre penge på afhentning i Rolls Royce og seks-etagers kager, og i den forstand gør krisebevidstheden sig også gældende i planlægningen af brylluppet,« siger sociolog og konsulent i finansielt forbrug Louise Skjødsholm fra Penge- og Pensionspanelet.

Hun hæfter sig også ved, at langt de fleste finansierer brylluppet med egen opsparing eller bidrag fra forældre og svigerforældre.

»Det billigste er naturligvis at finansiere brylluppet selv frem for at låne, men uanset hvad er det en god idé med et budget, så du har overblik over, hvor mange penge du bruger på festlighederne,« uddyber Louise Skjødsholm.

Selv om danskernes krisebevidsthed fortsat sætter sit tydelige præg på forbruget, så vurderer Spar Nord, at forbrugsbunden snart er nået.

»Vi har i efteråret set forbrugertilliden stige til det højeste niveau i seks år, og samtidig ser vi en tendens til stabilisering på såvel boligmarkedet som arbejdsmarkedet. Det er alt sammen tegn på, at bunden er ved at være nået,« lyder det afsluttende fra Leif Lind Simonsen.