Fisk og arkæologiske fund i Gram

Spor. Arkæologerne har gjort spændene fund på Slotsvej i Gram. Baggrunden for udgravningen er et stort naturprojekt, som Haderslev Kommune og Naturstyrelsen samarbejder om.

Fund: Museum Sønderjyllands arkæologer har gjort store fund af rester af dæmning og vejspor i deres udgravning i Slotsvej i Gram ved Gram Slot.

Noget af det interessante, der er fundet under de arkæologiske udgravninger, er de mange vejspor og dæmningskonstruktioner over Gram Å.

Baggrunden for at arkæologerne er i gang med at grave, er et stort naturprojekt, som Naturstyrelsen og Haderslev Kommune samarbejder om.

Det skal bl.a. skabe fiskepassage ved slotssøen, og så skal slotssøen oprenses. Selve oprensningen af 36.000 kubikmeter sand er overstået. Sidste gang der blev renset op var for 25 år siden, men når al vandet i Gram Å fremover ledes uden om slotssøen følger transporteret sand og slam også med uden om slotssøen, og dermed kan det forhåbentligt undgås, at der skal laves en så grundig oprensning i fremtiden.

Naturstyrelsens del af projektet går ud på at skabe passage for fisk og vandløbsdyr i Gram Å forbi slotssøen.

Det gøres ved at ved at anlægge en helt ny 1,3 km lang vandløbsstrækning nord om slotssøen. Store fisk er allerede begyndt at vise sig, og blandt andet har en af udgravningsassistenterne reddet en stor havørred, der var svømmet den forkerte vej.

Med det nye omløb vil der ikke mere være større spærringer for fiskenes vandring til gydepladserne i Ribe Å vandløbssystemet. Naturstyrelsen, sportsfiskere i ind og udland har store forventninger til projektet. Forventningerne går på, at især lakse og havørredbestandene i Ribe Å får et kæmpe løft til gavn for fiskene først og fremmest men også til gavn for lystfiskeriet og turismen i vores del af landet.

Midlertidig vej

I forbindelse med udgravningerne til naturprojektet, har det været nødvendigt at lukke en del af Slotsvej i Gram og etablere en midlertidig vej. Slotsvej skulle være genåbnet nu, men fordi de arkæologiske udgravninger tager længere tid end forventet, vil Slotsvej formentlig først genåbne til påske.