Få modet til at blive en succes

Selvhjælp. Der kommer ikke nogen og redder dig, så hold op med at have ondt af dig selv, og gør noget, lyder budskabet i en ny bog fra Soulaima Gourani, der bl.a. er opvokset i Jegerup ved Vojens.

Udvikling: Er du kørt sur i det hele? Er du træt af chefen? Er du bitter over, at din kollega blev forfremmet i stedet for dig? Keder du dig på jobbet – eller i det hele taget? Ærgrer du dig over, at du aldrig fik muligheden for at forfølge din drøm?

Der kommer IKKE nogen og redder dig, så du har selv det fulde ansvar, du er selv nøglen til forandring – og du har alle muligheder.

Sådan lyder det barske budskab i Soulaima Gouranis nye bog »Mod til succes«, hvor der heldigvis også er inspiration og gode råd til, hvordan du kan forandre dit liv.

Hvem er hun?

Soulaima Gourani er iværksætter, virksomhedskonsulent, foredragsholder og Young Global Leader. Hun blev i 2013 kåret som en af 20 Nordic Thinkers af Nordic Business Forum, og i 2014 blev hun udnævnt som en af de 40 mest lovende unge europæiske ledere.

Et afsnit af bogen handler om hendes år i Jegerup ved Vojens, hvor hun boede i nogle år med familien, og hendes oplevelse ved at gå i skole.

Hun har efter eget udsagn haft en ret hård barndom, hvor hun blev mobbet, stak af hjemmefra og generelt var ved at komme i dårligt selskab, så hendes udgangspunkt er, at uanset hvad livet har budt dig, er det sjældent nogen undskyldning for ikke at gøre, hvad du virkelig gerne vil.

Få råd til din frihed

Et af emnerne i bogen er penge. Hvis du drømmer om at kunne gøre, hvad du gerne vil, kræver det i rigtig mange tilfælde penge.

Måske skal du investere for at komme i gang med dit firma, eller måske har du brug for at kunne leve uden løn i en periode.

»Hvis du hele tiden lever lige på grænsen af overtræk, terminer og lån, har du ikke den samme frihed, som hvis du sætter dit forbrug ned, sparer op og for en stund går uden om de smarte butikker og supermarkeder,« fortæller Soulaima Gourani bl.a. i bogen.

»Mit råd er, at du tænker dig rigtig godt om, når det handler om penge. Du skal finde en balance mellem at nyde livet, bruge penge og bidrage til at holde hjulene i gang – samtidig med at du sikrer dig selv og din fremtid,« skriver hun i bogen.

Udover dette lille økonomiske råd, er der masser af anden hjælp og inspiration at hente i »Mod til succes« for dig, der gerne vil ændre nogle ting i dit liv. Men der er ingen smutveje.

»Hvis du vil noget her i livet, må du lægge mindst 70 timer om ugen, i hvert fald de første år,« er hendes bud på, hvordan du får succes.