Fyraftensmøde: Netop nu bliver de to karakteristiske bygninger renoveret i Lindegade. I flere måneder har de to huse været dækket af et telt, så kun håndværkernes skygger har vist sig om morgenen i de oplyste huse. Men nu er husene blevet mere blotlagte og man får en fornemmelse af, hvordan de kommer til at fremstå, når de er færdigrenoverede.
Ved et fyraftensmøde den 24. februar kl. 17 på Brødremenighedens Hotel, vil Steen Thielsen fra Jørgen Toft Jessens Tegnestue i Haderslev fortælle om renoveringen af husene, uddybe hvad der skal ske med husene og også fortælle om de udfordringer, som tegnestue og håndværkere har været ude for.
Oplægget bliver suppleret med billeder. Der er entre til arrangementet, som inkluderer en forfriskning.
Alle er velkomne.
I løbet af året arrangeres flere fyraftensmøder med forskellige tilgange og fortællinger om Christiansfelds historie, bybevaring og arkitektur.