Spejdercasino skal lokke forældre til generalforsamling
Event. Roulette, terninger og byens bedste udsigt skal give Skovfolket fuldt hus på VUC
Spejderliv: Spejdergruppen Skovfolket har taget anderledes midler i brug, når der på søndag den 23. februar holdes generalforsamling for gruppens forældre og voksne spejdere.
Mødet skal foregå i VUC’s nye bygning på havnen, og mens de voksne snakker om regnskab og visioner for spejderarbejdet, får spejderne lov at give den gas i et børnevenligt spejdercasino.
Tropsleder Espen Keizer Nielsen fra Skovfolket forklarer:
”I stedet for at lokke med et ultrakort møde uden reelt indhold, så vil vi meget heller holde et lidt længere møde med kød på og så sørge for god underholdning for børnene imens.”
Spejdergruppen har gennem årene prøvet flere forskellige ting for at få størst muligt fremmøde, men som hos mange andre foreninger har der sjældent været tale om egentlige folkevandringer.
”Man snakker så meget om hvad der kan gøres for at bakke op om det frivillige arbejde, men generalforsamlingen er et af de oplagte steder at vise sin støtte,” fastslår Espen Keizer Nielsen.
Oven i mødet og spejdercasinoet får alle deltagere også en rundtur i den nye VUC-bygning, hvor man kan opleve én af Haderslevs flotteste udsigter over by og fjord.
