Inspirationsdag med Torben Keller
Aabenraa: Lørdag 22. februar havde allianceklubberne Aabenraa og Felsted Bokseklub arrangeret at Torben Keller, der er tidligere Aabenraa -bokser og nu professionel bokser hos Team Sauerland, skulle kigge forbi og sørge for, at kampboksere i klubberne blev både fysisk og mentalt klar til boksebraget i Sønderjyllandshallen lørdag 15. marts.
Arrangement var en stor succes, og bokserne havde stor glæde af det. Først hørte de Torben Kellers inspirerende foredrag »Jeg vil være verdensmester«, hvor han beskriver sin egen tur på vej mod målet; at blive verdensmester. Her delte han ud af erfaringer, men især værktøjer til nå sin delmål og i sidste ende målet.
Bokserne sugede det mentale input til sig og var derfor helt klar, da Torben Keller startede sin træningstime med bokserne. Træningen bød på god holdånd med en omgang teknisk træning og til sidst fik nogle af drengene endda lov til at forsøge at give Torben lidt på munden. Det var noget, de kunne lide og stemningen var helt i top, ja nærmest euforisk, da de var færdige.
Allerede nu er endnu et foredrag med Torben Keller planlagt til 29. april kl. 19.30, hvor alle er velkomne. Ønsker man at se Torben Keller i aktion i bokseringen, bokser han ved Nordic Fight Night lørdag 12. april.

