Smykke blev solgt for en god sag

Jul. Der blev solgt 247 smykker, som virksomheden Vibholm havde kreeret til fordel for Julemærkehjemmet. Forleden skiftede 12.350 kroner ejer.

Aabenraa: Velgørenhed er tilsyneladende ikke kun et ord i sønderjydernes bevidsthed – det bliver også udøvet konkret. Det måtte butikschef hos Vibholm i Aabenraa, Sønderborg og Tønder, Malene Byriel, konstatere efter at smykkefirmaet havde gjort status på salget af et julesmykke.

Virksomheden Vibholm havde nemlig besluttet at donere 50 kroner per solgt smykke, som blev markedsført under navnet "Hjerte for en sag".

"Markedsført" er formentlig det forkerte udtryk i denne sammenhæng. I hvert fald hvis det forståes i gængs forstand.

For faktisk har virksomheden ikke brugt én eneste krone til reklamer eller anden markedsføring, oplyser Malene Vibholm.

"Det er alene sket via mund-til-mund eller via facebook," fortæller hun.

Smykkefirmaet havde solgt smykket – der enten kunne fåes som halssmykke eller armbånd i sølv og forgyldt sølv, enten mat eller blank – for 250 kroner.

"For hvert solgt smykke donerede vi så 50 kroner til Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund."

Således skiftede i alt 12.350 kroner så ejer forleden, idet Malene Byriel selv var taget til Kollund for at overrække pengene til leder af Julemærkehjemmet Vibeke Sørensen og børnene.

Hér vakte pengene selvsagt jubel.

Lige nu samler Julemærkehjemmet midler til udbedring af et tag, men også i den daglige drift er der stadig hårdt brug for penge, fortalte Vibeke Sørensen.