Tinglev-mejeri udvider forretningen
Erhvervsliv: Naturmælk i Tinglev har set en god idé i at lave samarbejde om produktion i Kjellerup.
TINGLEV: Tirstrup Mejeri, som hidtil har stået for den danske produktion af det lille nicheprodukt råmælksost, har fået en konkurrent i Tinglev.
Naturmælk i Broderup går således senest fra starten af 2015 i gang med at producere råmælksoste i samarbejde med Osteriet Hinge i Kjellerup.
Må allerede sælge
Dermed kan Naturmælk byde på et endnu større udvalg af relativt naturtro produkter, da råmælksost netop er karakteriseret ved at komme direkte fra koen på en kontrolleret, men ubehandlet måde.
"Ejerne af Osteriet i Hinge bliver officielt andelshavere fra 1. januar, men indtil da har vi tilladelse til at øve os i fremstillingen af vores nye produkter, som vi i princippet allerede må sælge nu," siger Mejerichef i Naturmælk, Leif Friis Jørgensen.
Vil skabe merværdi
Naturmælk laver i forvejen gårdoste med Kristiansminde Gårdmejeri ved Varde, og de positive erfaringer herfra gjorde, at Leif Friis Jørgensen var nem at overtale til et nyt samarbejde, da muligheden med Osteriet opstod.
"Vi har en målsætning om at lave gode velsmagende mejeriprodukter, som skaber merværdi til kunderne," siger han.
