Er der PCB i din bolig
Gift. Et nyt værktøj giver på en enkel måde oplysninger om, hvorvidt der er risiko for PCB i din bolig.
Bolig: Har du også spekuleret på, om du har PCB i dit hjem? Nu kan du få et hurtigt svar på, hvor stor sandsynligheden er, for at du bor med PCB.
Energistyrelsen lancerer nemlig pcb-guiden.dk, som er et værktøj, hvor du kan indtaste oplysninger om din bygnings opførelsesår og type og få præsenteret de data om PCB-forekomster i bygningens materialer og indeluft, som er mest relevante for netop din bygning.
Dermed kan du nemt vurdere, om det er relevant at gennemføre prøver eller udskifte konkrete bygningsdele.
Brugt i fugemasse
Pcb-guiden.dk giver også oplysning om, hvilke materialer, der typisk kan indeholde PCB, og opstiller tjeklister og giver billedeksempler på, f.eks. hvordan en PCB-holdig termorude kan genkendes.
Desuden kan du finde oplysninger om affaldshåndtering, arbejdsmiljø og bygningsejerens ansvar for at håndtere PCB i bygningen.
PCB er en miljøgift, der i perioden 1950-1977 har været brugt bl.a. i fugemasser i danske bygninger. I december 2013 offentliggjorde Energistyrelsen og Miljøstyrelsen en repræsentativ kortlægning af PCB i danske bygninger, og det er den kortlægning, pcb-guiden.dk bygger på.
Kortlægningen viste overordnet, at PCB er udbredt i bygninger i perioden fra 1950-1977. I langt de fleste af bygningerne er PCB-koncentrationerne dog så lave, at det ikke giver anledning til PCB-koncentrationer i indeluften over Sundhedsstyrelsens vejledende værdier.
