Forårskonkurrence for kystfiskere

Aabenraa: Foråret banker på derude, og med det begynder en ny sæson for rigtig mange lystfiskere. Meget fiskeri er også forbundet med traditioner, og en af disse er Alsiske Kystfiskeres store forårskonkurrence.

I år holdes konkurrencen i weekenden 7.-9. marts. Forårskonkurrencen er åben for alle med gyldigt fisketegn samt personligt deltagerkort i forbindelse med indvejning af fisk.

Konkurrencen er den første af sin art i Danmark i år. Hvert år bliver der normalt fanget rigtig pænt med fisk til konkurrencen, og i år bør der også være rigtig gode muligheder, da vinteren ikke har været hård. Alsiske Kystfiskeres Forårskonkurrence en ren kystkonkurrence. Det vil sige, at der kun må fiskes fra kysten med een stang, fiskeri fra flydende fartøj er ikke tilladt, men til gengæld må der fiskes fra kysterne udi det ganske Kongerige.

Der er indvejning på Sønderborg Vandrerhjem på Kærvej fredag og lørdag fra kl. 17.30-18 og søndag fra kl. 16–16.30. Sønderborg Vandrerhjem serverer gule ærter med tilbehør lørdag aften efter indvejningen.

Der er præmier til en samlet værdi af mange tusinde kroner fordelt på to grupper; havørred/regnbueørred og torsk, præmiering af dagens flotteste fisk, amerikansk lotteri samt lodtrækninger om gevinster på deltagerkortene.

pcb