Vestbanens frasalg af egen identitet

Debat: Arne Graversen, handelsgymnasiestudent, Bækhusevej 40, 6855 Outrup skriver:

Et eventuelt salg af Vestbanens stationsbygninger vil være en kæmpe fejltagelse og i mine øjne, ødelæggende for den positive udvikling, som Vestbanen har nydt godt af de senere år.

I forvejen er forholdene på Vestbanens strækninger under almindelig standard; åbne træskure som ventefacilitet uden læ,

ingen billetautomater på banen, intet informationssystem til passagererne om forsinkelser/aflysninger (afgangsskærme/højtalere) og nu ønskes de sidste muligheder for at stå i læ indendørs, endda fjernet.

Identitet forsvinder

Vestbanen A/S har i forvejen slækket alvorligt på vedligeholdelsen af deres stationsbygninger.

Ventesalen på Nørre

Nebel station er så beskidt og frastødende, at man kun nødtvunget benytter denne. Sideløbende visker Vestbanen A/S også langsomt sin egen identitet ud i sandet. Stationsbygninger nedlægges, togene kører udelukkende under Arriva logo, køreplaner påtrykkes udelukkende Sydtrafik og Arriva logo, og virksomheden Vestbanen syntes ikke eksisterende. I stedet for at frasælge stationsbygningerne kunne bygningerne anvendes formålsnyttigt.

Nyt hovedsæde

Vestbanen A/S kunne passende vis anvende Varde Vestbanegård som firmahovedsæde (i stedet for at have adresse hos Varde kommune) og de resterende stationsbygninger kunne, som Henning Jensen foreslår, anvendes til

eksempelvis udstillingslokaler for Vestbanens historie, og naturligvis som ventesal.

Vestbanen er ikke kun en privatbane, men en

lokalbane, som er til for os alle og ikke bare en pengemaskine. Det er på tide, at politikerne, Sydtrafik og Vestbanens bestyrelse indser dette.