Behov for million-investeringer i Koldingegnens Lufthavn
Kolding: Fem private virksomheder har hjemsted i Koldingegnens Lufthavn og de repræsenterer en samlet omsætning på op mod trekvart milliard kr.
Virksomhederne har omkring 350 ansatte, heraf arbejder op mod 145 personer på lufthavnens adresse.
Absolut største virksomhed er flyselskabet Danish Air Transport, der bl.a. udfører en del indenrigsflyvning i Danmark og Norge. Selskabet har en årlig omsætning på omkring en halv milliard kroner. Omkring 100 af dem arbejder i Danish Air Transports hovedafdeling på Koldingegnens Lufthavn.
Derudover er der Air Service, der har 30 ansatte. Selskabet står for reparation og vedligeholdelse af fly og helikoptere, flysyn samt salg af fly og helikoptere. De har en årlig omsætning på omkring 200 mio. kr. Lite Flite har 5-7 ansatte og står for produktion og salg af flydele så som interiør og sikkerhedsudstyr. Deres omsætning er på omkring 10-15 mio. kr.
Climb2 har 3-5 ansatte og er en flyskole. Årsomsætning er her på tre mio. kr.
Virksomhederne har generelt haft en positiv udvikling i de senere år, men der er behov nye investeringer i lufthavnen, hvis succesen skal fortsætte lyder det.
»Koldingegnens Lufthavn er med sine mange direkte og indirekte arbejdspladser et stort aktiv for Kolding Kommune. I fondsbestyrelsen håber vi, at byrådet vil være med til at sikre, at vi også har en stærk lufthavn i de kommende mange år. Der er i øjeblikket et stort behov for renovering af landingsbanen Det vil koste op mod to millioner kroner, at få sikret baneanlægget for de kommende 20 år. Derudover er der behov for 1,5 millioner kroner til en forlængelse af banen med 199 meter, så den totale banelængde bliver 1199 meter,« siger fondsbestyrelsens formand Poul Erik Jensen.
Han tilføjer, at Koldingegnens Lufthavn skal ses som et supplement til Billund Lufthavn.
»Lufthavnen giver os en ekstra streng at spille på, når det gælder erhvervspolitikken. Derudover er det et stort plus, at en række virksomheder har valgt at placere sig i forbindelse med lufthavnen. Virksomhederne med Danish Air Transport i spidsen har gennem mange år haft en positiv udvikling. Og der er optimistiske meldinger fra virksomhederne for de kommende år. Der er fortsat plads til udvidelser af eksisterende virksomheder og der er plads til nye virksomheder,« slutter Poul Erik Jensen.
