Kvindernes store flyttedag
Har du ærinde i Blæsbjerggade i disse dage, vil du højst sandsynligt støde på hektisk flytteaktivitet, nærmere betegnet fra hjørneejendommen Blæsbjerggade/Skolegade, hvor Kolding Krisecenter har holdt til i over 30 år. Institutionen er i fuld gang med at flytte til den nye adresse, det tidligere plejecenter Basagerhus i Nørre Bjert. En flytning, der har været omdiskuteret, fordi nærheden til byens faciliteter og ikke mindst til banegård og buscentral forsvinder, men som til gengæld opvejes af langt bedre fysiske rammer for de voldsramte kvinder og børn, der søger krisecentrets hjælp.
På Basagerhus er der eget toilet og bad til hvert rum, større og bedre fælleslokaler, adgang til grønne arealer og meget andet godt. Centret får også mulighed for at tage imod flere kvinder, idet der nu bliver plads til syv kvinder og 12 børn mod hidtil fem kvinder og otte børn. Udvidelsen fører desuden til, at der fremover tilknyttes en fast børnemedarbejder, som skal have særlig fokus på børnenes problemstillinger, så alt i alt er kvindernes store flyttedag fra midtby til forstad en god historie. Eller som en medarbejder lakonisk udtrykker det: Herregud, det med afstanden til midtby og trafikknudepunkter er kun et logistisk problem. Underforstået, ikke at sammenligne med kvindernes problemer.
For det er jo dem, krisecentrets historie udspringer af, og som desværre ikke er mindre i 2014 end i 1983, hvor det åbnede. Selv om der i de senere år er kommet nationale handlingsplaner til bekæmpelse af vold mod kvinder og børn i familien – også indeholdende behandlingstilbud til mændene – tager strømmen til landets krisecentre ikke af. Tværtimod. Blandt andet fordi der er kommet en ny gruppe brugere til i form af kvinder og børn af anden etnisk oprindelse. De udgør i dag 40 procent af kontakterne. Her har vi også forklaringen på, hvorfor en større del af brugerne kommer fra andre landsdele og ikke i samme grad fra nærområdet. Kvinder med behov for at komme væk fra vold i familien flytter sig i dag på tværs af landsdelene; en anden slags kvindernes store flyttedag, så at sige.
Den erfaring er Kolding Krisecenter ikke alene om, det oplever alle landets krisecentre, og det kan selvsagt ikke nok så bedre fysiske rammer for centrene ændre ved. Det handler om bedre integrationspolitik og bevidstgørelse af de etniske kvinder. En ny kvindebevægelse version 3.0 i tillæg til 1.0-udgaven fra for hundrede år siden og 2.0’eren fra 1970’ernes rødstrømpebevægelse, som krisecentrene er udløbere af.
Jeg tror også, den er på vej – blandt andet som følge af, at Landsorganisationen af Kvindekrisecentre har samarbejdsprojekter i gang med de etniske organisationer - men ting tager tid. Og i modsætning til ånden fra 1970’erne, hvor koldingkvinder støttede op om krisecentret i hundredtal, er det i dag svært at skaffe frivillige. Også selv om mænd kan give en hånd med, hvilket har været praktiseret i Kolding siden 2007. Tiden og samfundsstrukturen er en anden, så i dag har Kolding Krisecenter kun cirka 35-40 frivillige at trække på.
Med flytningen kan man håbe på, at der også med hensyn til den frivillige opbakning er basis for en ny start. I hvert fald kan centret nu tilbyde meget bedre forhold også for frivillige. Og for andre opgaver end at tage vagter. For eksempel bliver der plads til en lille genbrugsbutik, og køkkenet kan rumme en bageklub med frivillige bagekoner og -mænd. Men det kræver, at nogen melder sig til formålet. Endelig kan man jo også bare støtte med et passivt medlemskab til 100 kr. eller endnu bedre: donere penge til taxabon’er. Dem bliver der brug for flere af. Fra ugens kommentar skal der lyde et tillykke med flytningen.