Der er lang ventetid på belægning af veje i Kolding

...Debat

Svar: Til formanden for Dansk Folkeparti i Kolding på hans udfald imod Kommunes Vej og Park afdeling, vedrørende asfalt på Holdbergsvej og Seestvej:

Der er en rigtig god og faglig korrekt forklaring på at lade jorden i opgravningen sætte sig, inden afsluttende overflade asfaltbelægning lægges.

Udføres dette for tidligt efter udgravninger, er der stor risiko for, at der sker skader, som medfører ujævn vej.

Jeg har, som formand for Teknik udvalget, det politiske ansvar, DF, der har næstformandsposten i Teknikudvalget, har også et ansvar.

Det er derfor helt uforståeligt, at formanden for Dansk Folkeparti ikke kontakter Park og Vej, formand eller næstformand i Teknikudvalget direkte, fremfor at tilsvine en kommunal forvaltning og dermed dens medarbejdere, som ikke kan forsvare sig, i pressen.

DF har været med i de seneste fire års budgetforlig i Kolding, hvor der ved flere lejligheder er reduceret i tildeling af penge til asfalt for at fremme service på andre områder.

Som jeg læser formandens »opstød«, ønsker DF, at der afsættes større beløb til vejvedligeholdelse.

Jeg glæder mig til at modtage forslaget fra DF om dette ved de kommende budgetforhandlinger.

DF kan regne med min fulde opbakning, jeg ser rigtig gerne, at vi øger indsatsen for at sikre vejkapital i Kolding.