Frivilligt arbejde styrker IBC-elever
Kolding: Hvad har frivilligt arbejde med livet som handelsskoleelev at gøre? En hel del, mener man på HG på IBC. For succes som frivillig instruktør i en forening smitter af på succes’en på skolebænken.
Røde og blå terninger i kæmpestørrelse flyver gennem luften i en af hallerne på Innovationsfabrikken i Kolding. Eleverne på HG på IBC er i gang med et nyt spil, hvor de skiftes til at agere instruktører og give anvisninger på, hvad deltagerne skal gøre.
Tanken bag en dag med leg og spil er at motivere eleverne til at melde sig som frivillige i en lokal idrætsforening eller klub nogle timer om ugen.
»Eleverne får mere selvværd, fordi de bliver bekræftet i, at de kan rykke andre. Jeg tror på, at den succes, de får som frivillige, har enorm betydning for skolearbejdet og deres liv fremover,« siger Jane Hansen, der er underviser og frivillighedskoordinator.
Hun peger samtidig på, at eleverne skal være med til at bære en del af ansvaret for, at de frivillige foreninger kan bestå.
»Mange af dem har gået til fodbold, håndbold eller en anden sport, da de var yngre. Nu har de chancen for at give lidt tilbage ved at blive instruktører,« siger Jane Hansen, der selv har været frivillig i Odense Ishockeyklub i 25 år.
Bliver glad
18-årige Cecilie Rasmussen og hendes jævnaldrende kammerat, Alexander Skøtt, er nogle af de få HG-elever, der allerede bruger en del af fritiden som frivillige.
Cecilie Rasmussen får en flok børn i sit nabolag til at svede og grine på et gymnastikhold, mens Alexander Skøtt træner smådrenge i fodboldens kunst.
»Jeg bliver glad af at træne de små. Når de ser mig uden for træningstiden, kommer de også og siger »hej«, siger Cecilie Rasmussen, mens Alexander Skøtt nikker.
For ham giver tjansen mening på flere måder. For det første har han det sjovt med at træne de små, men det giver også nogle kompetencer, han kan bruge i sit skolearbejde og fremtidige karriere.
»Jeg har lige fået praktikplads i en speditørvirksomhed. Til samtalen lagde arbejdsgiveren meget vægt på, at jeg er frivillig fodboldtræner med ansvar for 25 -30 børn. Det er superfedt,« siger han.
Jane Hansen forventer, at frivillighedsdagen på IBC motiverer flere unge til at gå samme vej som Cecilie Rasmussen og Alexander Skøtt. Erfaringen siger hende, at engagement i en klub er en investering i fremtiden.
»Det pynter altså på et cv at være frivillig, måske næsten endnu mere end høje karakterer,« mener hun.
Cecilie Rasmussen synes, det er synd, hvis nogle unge holder sig tilbage fra at blive frivillige på grund af manglende tid i hverdagen:
pcb
»Jeg bruger faktisk kun halvanden time om ugen på mit gymnastikhold. Det er jo ingenting i forhold til de mange gode oplevelser, jeg får til gengæld.«