Kolding-kunstner i New York
Kunst: Maler og grafiker Lars Pryds, der i øjeblikket er aktuel med en separatudstilling hos Galleri Pagter og i øvrigt er født og opvokset i Kolding, har fået et internationalt skulderklap. Som en ud af kun 30 kunstnere har han fået antaget værker på den censurerede udstilling »New York Now!«, der vises på Manhattan i maj måned.
Lars Pryds deltager i udstillingen med to collager, begge i formatet 28 x 23 cm, med titlerne »TRIX« og »Este Domingo Sera« – den sidste med inspiration fra en anden storby, Barcelona.
De antagne kunstnere kommer fra i alt 17 forskellige lande, flest fra USA, Italien og Finland. Lars Pryds er den eneste dansker, der er sluppet gennem censurens nåleøje.
pcb
Udstillingen i Galleri Pagter er åben til og med lørdag 29. marts. Lars Pryds vil være til stede i galleriet på denne dag fra kl. 12-14, hvorefter udstillingen tages ned.