Jeg skulle kun have arbejdet her i tre måneder
20 år: Ib G. Larsen kan i dag se tilbage på to årtier år som selvstændig vognmand med ti lastbiler samt ti fuldtidsansatte chauffører.
Familien
Som uddannet kok var det for at hjælpe venner i gang med hoteldrift i byen, at Ib G. Larsen overhovedet kom til Ølgod. Aftalen lød på tre måneder, men kærligheden kom på tværs, og kokken blev med tiden til flyttemand med egen vognmandsvirksomhed. .
- Der var én på hotellet, der bare ikke kunne lade min krop være i fred, fortæller Ib på sin karakteristiske facon; tilbagelænet med et forurettet ansigtsudtryk, men med øjne, der smiler.
Sammen med Nelly, der er skolesekretær på Ølgod Skole, har Ib tre børn, som for længst er flyttet hjemmefra. Blandt andet til København, hvor Ib og Nelly gerne tager til, men også glæder sig at vende hjem fra igen.
- Jeg var sgu ikke glad for skolen, men nu er to af mine børn – Kim og Lone – skolelærere. Ja, og en af svigerbørnene også, tilføjer Ib.
Den yngste af børnene – Morten – er filmklipper.
Det er svært at få noget negativt ud af jubilaren denne torsdag morgen, hvor Ugeavisen er inviteret på kaffe samt medbragte rundstykker i førerbunkeren på Lindbjergvej. Herfra styres virksomheden, som ikke er et helt almindelig vognmandsfirma.
- Man kan vel kalde os arbejdsmænd med stort kørekort, fortæller Ib og forklarer:
Virksomheden har fundet en niche. Kunderne – hvoraf mange er faste – ved, hvad de får, og det er som regel mere og bedre end så mange andre steder.
Stabil samarbejdspartner
- Vi kører en del for HTH, som er en fantastisk samarbejdspartner. Det sammen gælder ST Skoleinventar og KA interiør, som vi også kører en del for, fortæller Ib, der også både flytter og opbevarer for såvel erhverv som private.
Virksomheden i øret
Samtalen trækker lidt ud, for telefonen ringer konstant, og selv med iPhone og bluetooth i øret, er det svært at styre sin virksomhed samtidig med at holde fokus på både pressen og sikre, at marmeladen nu også bliver liggende på rundstykket.
- Jeg ved godt, det ser åndssvagt ud med den der dims i øret. Det hører jeg også en del for, med det er et nødvendigt arbejdsredskab, forklarer Ib og skraber marmeladen op fra bordet – igen.
Tiden er knap – Ib skal sammen med firmaets yngste medarbejder til Tistrup, hvor de blandt andet har en del opgaver for Tistrup Skole.
Der er et halv rundstykke tilbage, for flyttemanden har for længst fået et mere fornuftigt morgenmåltid.
Grøntkåls-smoothie
- Nelly og jeg starter dagen med en grøntkåls-smoothie, fortælle Ib en kende overraskende for deres udsendte.
- Det smager sku godt og så skulle det jo være så sundt, siger flyttemanden, der i hvert fald tidligere har haft et godt kendskab til områdets pølsevogne.
Koger stadig suppe
Derhjemme er det naturligt nok Ib, der står for madlavningen, og hvis han ikke har tid, findes der også en løsning på det:
- En gang imellem koger jeg fx. en ordentlig grydefuld suppe på spidsbryst og suppehøns. Så er der altid lækker suppe og tilhørende kød i en fart fra fryseren, slutter kokken, der skiftede køkkenet ud med lastbiler.
