Motorcyklerne er "back on the road again"
Frihed: Forår betyder frihed for motorcyklisterne, som i disse dage indtager landevejene. Det ved de alt om hos Skandinaviens største BMW-forhandler af motorcykler, Xpedit, som i weekenden sendte 19 motorcykler på gaden.
Foråret er over os, og motorcyklerne fylder igen på vejene efter at have tilbragt vintermånederne i garagen. Der er i dag travlhed hos forhandlerne af de tohjulede billetter til friheden – Ugeavisen kiggede indenfor hos Xpedit, der er Skandinaviens største forhandler af BMW-motorcykler.
Højsæson og travlhed
- Du skal komme tidligt, hvis du vil nå at tale med mig i morgen, fortæller Rune Bach-Andersen, da Ugeavisen forsøger at få en aftale i stand.
- Vi har nemlig 19 udleveringer fredag og lørdag, tilføjer Rune Bach-Andersen med slet skjult tilfredshed.
Hvis man ikke skulle kunne sælge motorcykler på denne årstid og specielt i år, hvor foråret kom tidligt, ville det se sløjt ud. Det gør det på ingen måde hos Xpedit, hvor det er store BMW-maskiner i den dyre ende, der er efterspurgt.
- De 19 maskiner, som vi skal udlevere i dag, er dog både BMW og andre mærker – nye som gamle. Generelt har det indtil nu være et godt år for os. Allerede ved udgangen af februar lå vi 15 cykler over sidste år, og det ser bestemt heller ikke dårligt ud her i marts, fortæller Rune Bach-Andersen, men skynder sig at tilføje:
- Men de cykler, vi sælger i marts, sælger vi jo så ikke igen i april.
Retro og Bork Havn
Rune Bach-Andersen og Kurt Møberg, som står bag Xpedit, præsenterer i år hele fire nyheder fra BMW – blandt andet en retromodel til en kvart million kroner. Modsat de store touringmaskiner med kåber, ryg- og armlæn samt diverse elektroniske finesser vinder denne model ved sit back-to-basic look.
- Den er til Bork Havn, kommenterer Rune kort uden yderligere forklaring
Det betyder for uindviede, at det er en motorcykel, som appellerer til dem, der ønsker at køre kortere ture på strækninger, hvor sandsynligheden for at blive set er stor.
Den første tur kunne passende gå til Bork Havn i weekenden, hvor det i hvert fald i skrivende stund og i følge meteorologerne skulle blive et par rigtig flotte dage.
