Sønderjysk kaffebord med islandske specialiteter i Hodde Forsamlingshus

Kagebord: Som det ikke var nok med syv bløde og syv hårde kager. Hodde forsamlingshus topper det sønderjyske kaffebord med islandske brødretter.

Som et led i aftalen omkring Hodde Forsamlingshus har sognet forpligtiget sig til henover året at arrangere nogle begivenheder i huset. Næste arrangement foregår søndag den 13. april, hvor den står på sønderjysk kaffebord med et snert af Island. Op mod 30 af de dygtigste bagere i Hodde og omegn er klar med lige så mange forskellige kager og islandske kaffebordsspecialiteter.

- Der vil være noget for enhver smag og langt mere end et "almindeligt" sønderjysk kaffebord, som jo normalt består af mindst syv hårde og syv bløde kager. Kom og smag brødtort, knepkager, kringler og ikke mindst grundet nogle islandske piger i bagergruppen, serveres der også islandske brødretter, fortæller Ole Haahr Hansen fra forsamlingshuset.

Gæsterne ved kaffebordet kan nyde kagerne i de nyrenoverede og støjisolerede forsamlingshus, som nu drives af Hodde-Tistrup Hallen og vedligeholdes af frivillige fra Hodde.

- Der er ikke tilmelding til arrangementet, så kom i god tid, råder Ole Haahr Hansen.