Ti år som uddeler

JOB: Paul Erik Nielsen fra DagliBrugsen i Janderup fejrede ti års jubilæum den 1. april.

Det er ikke alt, der sker på den 1. april, der er aprilsnar.

Uddeler Paul Erik Nielsen, Janderup DagliBrugs kunne på denne dag fejre ti års jubilæum som uddeler i Janderup.

Paul Erik, som er en meget afholdt uddeler, blev fejret i DagliBrugsens baglokale med kaffe og kage og en lille dram.

Der kom rigtig mange kunder for at fejre deres uddeler, og det blev også til mange gaver, som for eksempel et maleri af en uddeler i aktion.

Det er sjældent at baglokalet i Brugsen er så fyldt op, så mon jubilaren ikke ser frem til at det i stedet er butikken, der bliver fyldt op med kunder.