Beslutninger og kyskager i kommunen
Digital: Fra den 1. april kan man som borger nu se alt indhold på kommunens intranet.
Med over 4000 ansatte inden for alt fra sygepleje til administration er Varde Kommune langt den største arbejdsgiver i kommunen, og som enhver anden større arbejdsplads i dag har kommunen naturligvis også haft et lukket intranet for medarbejderne. Men pr. 1. sapril er det lukkede forum en saga blot:
- Nu kan alle borgere gå ind og følge med i, hvad der sker. Vi vil spille med åbne kort, siger borgmester Erik Buhl.
Kommunens medarbejdere har brugt portalen til alt fra referater fra medarbejderudvalg til udveksling af opskrifter:
- Det var til debat først, om vi skulle åbne portalen op, forklarer kommunaldirektør Max Kruse og tilføjer:
- Men det er stadig ok at dele sin kyskageopskrift på intranettet, for der går ikke noget tabt ved, at det kommer online. I forvejen var der jo allerede 4000 andre der kiggede med, smiler Max Kruse.
Kyskager eller ej, så kan man altså som borger nu følge nærmere med i beslutningsprocessen i kommunen ved at læse mødereferaterne på kommunens medarbejderportal.
- Det er et væsentligt skridt for Varde Kommune, som følger den trend lige nu, hvor mange kommuner åbner mere op og gøre intranettet offentligt tilgængeligt, forklarer han.
Nem telefonbog
En meget konkret forbedring ved det åbne intranet er, at man hurtigt kan søge direkte telefonnumre til medarbejderne i kommunen, så man kan undgå ventetid og omstillinger via hovednummeret.
Som med alle den moderne tids digitale goder kræver det dog, at medarbejderne tænker sig om en ekstra gang, inden de uploader stof til siden:
- Man skal selvfølgelig træde lidt mere varsomt i forhold til for eksempel
billeder fra julefrokoster, siger Erik Buhl.
