100 seniorer er hver uge på EDB Café
Fremtid: I 14 år har borgere over 60 år kunnet lærer mere om edb i Oksbøl.
Op til 14 deltagere er der plads til, når der
undervises i EDB Caféen i Oksbøl. Den holder til på Poghøj Plejecenter, men det er foreningen, der står for undervisningen.
- Vi underviser meget bredt inden for edb. De
seneste år, har det stået meget i digitaliseringens tegn, fortæller Svend
Simonsen.
Han er formand i EDB Caféen.
Selv er han instruktør for tre af de ti hold, der ugentligt kommer til undervisning.
- I runde tal underviser vi 100 personer hver uge, fortæller Svend Simonsen.
I alt er der otte instruktører og fem hjælpeinstruktører.
e-boks
Inden en ny kursist begynder, tager Svend Simonsen en lille snak om, hvad man kan i forvejen, så alle kommer på det rigtige hold.
- Holdene kører, indtil deltagerne holder op, fordi de er nået dertil, hvor de gerne vil være, så vi underviser på forskellige niveauer, fortæller Svend Simonsen og tilføjer:
- Vi tager det hen ad vejen, som folk har behov til.
En af de ting, der er meget fokus på for tiden på holdene er e-boks, som er den digitale postkasse, det offentlige begynder at sende al post til fra
november.
- Vi fortæller om mulighederne, og hvordan det hænger sammen, men også hvad gør man, hvis man vælger det fra, siger Svend Simonsen.
Han roser Varde Kommune for, at de har oprettet en testkonto, som kursisterne kan sende til og få svar fra, så hele processen kan opleves, inden de skal gøre det rigtigt
første gang.
Der er også undervisning i mail, så med diverse mailprogrammer giver det lidt differentieret undervisning. Det giver også indimellem lidt udfordring til instruktørerne, da alle må have deres egen bærbare computer med, hvis de helst vil det.
