Varde Kommune stikker næsen i de ældres mad

Sundhed: Bruger- undersøgelse stiller skarp på tilfredsheden af den mad, der bliver leveret til dels beboerne på de kommunale plejecentre, dels borgere i eget hjem. Resultatet ventes klar i begyndelsen af maj.

Det er aldrig pænt, at stikke næsen i andres sager. Ikke desto mindre har

Varde Kommune nu besluttet sig for at se nærmere på den mad, der bliver

leveret til ældre borgere i Varde Kommune.

Det sker i forlængelse af den kritik, der blandt

andet er kommet frem på borgermøder, og som har været gengivet i pressen, fortæller Thorkild Sloth

Pedersen, der er ældre- og handicapchef ved Varde Kommune.

- Vi ønsker at få et overblik over, hvad borgerne egentlig mener om den mad, vi tilbyder dem. Vi sørger trods alt for, at cirka 850 mennesker bliver

bespist hver dag, enten rundt om på vore plejecentre eller i private hjem, og naturligvis ønsker vi, at det skal være en god oplevelse for dem, fortsætter han.

De mange brugere bliver derfor i nærmeste fremtid præsenteret for et spørgeskema, hvor de kan sætte velmente krydser ved

forskellige spørgsmål.

Svarene skal være med til at give Varde Kommune et overblik over borgernes

tilfredshed – og give politikerne et bud på, hvorvidt der skal ændres i de

aftaler, der er med leverandørerne af maden.

Resultat i maj

- Vi lavede en lignende

undersøgelse for et par år siden, men må desværre konstatere, at svarprocenten lå i den lave ende,

fortæller Stephanie Øst Schmidt Hansen fra den kommunale Social- og Sundhedsforvaltning. Hun er ansvarlig for den praktiske del af undersøgelsen, og er så småt klar til at sende de mange skemaer af sted.

- Fristen for at returnere dem er fastsat til den

18. april, og i løbet af maj måned forventer vi, at

have et overblik over, hvad de ældre egentlig mener om maden.

- Når resultatet foreligger, bliver det selvfølgelig præsenteret for vores leverandører, der kan bruge det til eventuelle forbedringer, ligesom det bliver sendt til Udvalget for

Social og Sundhed, slutter Stephanie Øst Schmidt Hansen.