Horne gør klar til sportsuge
Skæg: Der bliver masser at tage sig til, når Horne holder sportsuge først i juni.
Sportsugen i Horne starter i år lørdag den 31. maj, hvor byen byder på
årgangsfodbold:
- Det er for at trække de unge mennesker, der er flyttet hjemmefra, hjem. Det er for hold fra årgang 1995 og ældre, og om aftenen er der hygge i teltet, siger Hanne Haaning fra Horne.
Søndag i sportsugen er sat af til byens traditionelle gadefodbold, og for dem som er til de mere stillesiddende aktiviteter, er der rafleturnering.
Mandag kan man heppe i den sidste pokalkamp mellem Horne og Tistrup, og tirsdag er der god mad:
- Vi griller pulled pork, og det plejer at blive et
tilløbsstykke. Der er underholdning med en land- og bydyst, og så er der
auktion, fortæller Hanne Haaning.
Børnemusik
Onsdag er generationsdag for dagplejebørn og bedsteforældre, og om eftermiddagen står den på børnefestival:
- Børnehave – og SFO-børnene optræder med numre, og så er der en
kagekonkurrence. Om
aftenen er der cykelsponsorløb i Vikingelunden, hvor der er otte, der skal på mountainbike rundt i skoven og balancere over søen. Så det bliver nok spændende at se, og man kan købe pølser og øl derude, fortæller hun.
Cykeltur med is
Torsdag i sportsugen er grundlovsdag, hvor hele familien kan komme på
cykeltur klokken 14.
- Bagefter får vi is fra Skovlund Gårdis. Senere er der Banko Special, siger Helle Haaning.
Torsdag aften er der fodbold og igen banko i hallen.
- Fredag er der idrætsdag for Horne Skole, hvor eleverne kommer over og prøver nogle forskellige discipliner. Fredag aften har vi vores store fest, og den har vi som noget nyt trukket fra teltet og ind i hallen. Der får man en trerettersmenu, underholdning med Amin Jensen og dans til billige penge.


