Hovedarkitekten bag det Europæiske Melodi Grandprix er fra – Vrøgum
Overblik: 40-årige Kaare Breinholt blev i september hyret af DR som ledende event manager for verdens største musikbegivenhed. Født i Vrøgum og med en HF fra Varde Handelsskole er han en af bare en håndfuld danskere, der kan styre og have overblik over de allerstørste events.
- Når du nu spørger, hvem jeg er, så er mit bedste svar en autodidakt klaphat fra Vestjylland. Kaare Breinholt har travlt – megatravlt - for om en uge bliver de tusinder af forberedelser han er ansvarlig for synlige for over en kvart milliard tv-seere, når DR blænder op for verdens største musikbegivenhed. Europæisk Melodi Grandprix eller ESC, som Kaare Breinholt retter det til.
- Ja det hedder jo Eurovision Song Contest, så det ikke forveksles med de andre melodi grandprix’er. Og så er det bare et ordentligt skraldebang det her. Verdens største musikfest, så da DR henvendte sig i september sidste år for at høre, om jeg ville være ledende event manager – ja så var der ikke lang betænkningstid. Et tilbud once in a lifetime!
Supertravlt
For knap 40 år siden lå han i en vugge i Vrøgum, bed i sutten og tænkte på helt andre ting end Eurovision School Contest, 1800 journalister, milliarder af seere, 6000 børn til en lukket forpremiere på onsdag, analyserende eventbureau, strategier og vigtige værdier for verdens største musikarrangement.
- Lige nu ser jeg kun mine børn en halv time om morgenen, men det har min familie lært at vende sig til for en periode, fortæller eventmanageren, der startede sin egen virksomhed ”Wishbone” for knap 12 år siden. Et eventbureau med speciale i at analysere, hvad en event skal have af værdier, hvordan man inddrager publikum og hvordan man bedst muligt kan skabe sideevents med betydning for især børn og undervisning.
Som for eksempel Eurovision School Contest, hvor alle elever fra mellemtrinene i hele Danmark og Skåne har deltaget i en konkurrence om, hvordan de tror fremtidens Europa vil se ud. 6000 af disse skoleelever er efterfølgende inviteret til en ganske særlig og lukket for-generalprøve på onsdag.
Børsmose Kirke
- Det er ligesom blevet mit speciale. At lave foranalyser af events og beskrive og foreslå afvikling på den bedt tænkelige måde, lyder det sindigt fra en småstresset mand, der to gange om året besøger sin fars gravsted udenfor Børsmose Kirke.
- Jeg har en porter og en lakridspibe med til ham. Så har han lidt, indtil jeg kommer forbi næste gang. Og selvom jeg på mange måder lever et privilegeret liv og snart i mange år har samarbejdet med de allerstørste virksomheder og kunstnere – så savner jeg en gang i mellem helt vildt at sidde ude i klitterne ved Børsmose Strand og stirre ud over Vesterhavet. Mærke suset fra vest og roen.
Med garanti et noget andet sus end det, der lyder, når Eurovision Song Contest – når nej ESC går i luften på lørdag og Kaare Breinholt holder vejret i et spændt sekund. Holder det nu? Kører alt som det skal? Har vi styr på alle detaljer? For derefter forhåbentligt at kunne nyde champagnen når det hele er overstået, og han igen skal en tur til kirkegården ved Børsmose Kirke med en tør lakridspibe og en sort porter.
