Forældre får nu mulighed for at få indflydelse på folkeskolens fremtid
Valg: Det er nu, hvis du vil have indflydelse på folkeskolens fremtid - der er nemlig valg til skolebestyrelsen.
Den 13. maj afholder Ølgod Skole et orienteringsmøde forud for valget til skolebestyrelsen. Skoleudvalgsformand Per Rask Jernsen vil på mødet fortælle om de politiske visioner, og afgående skolebestyrelsesformand Aksel Nielsen aflægger beretning, ligesom skolen leder, Lene Jeppesen, vil fortælle om reformens konsekvenser.
- Kandidater til skolebestyrelse har så frist frem til den 21. maj, og senest den 17. juni skal vi have sammensat den nye skolebestyrelse, fortæller Aksel Nielsen, der efter otte år i skolebestyrelsen – heraf de godt seks som formand - ikke ønsker at genopstille.
En spændende tid
- Det har været en spændende tid med lederskifte, fusion af skoler og en reform af folkeskolen, men nu må der nye kræfter til. Jeg er sikker på, den næste periode bliver mindst lige så spændende, lokker den afgående skolebestyrelsesformand.
Af de syv forældrerepræsentanter er de fire på valg i år. Da formanden og et af de øvrige medlemmer ikke ønsker at genopstille, skal der under alle omstændigheder findes to nye medlemmer til bestyrelsen.
Elektronisk valg
- Jeg håber da, at der er flere, som ønsker at få indflydelse på de forandringer, som skolen står overfor, slutter Aksel Nielsen, der specielt hæfter sig ved, at man med folkeskolereformen går fra at eleverne har »undervisningspligt« til at de nu har »læringsret«.
Hvis der bliver valg til skolebestyrelsen, kan forældrene denne gang stemme elektronisk via forældre-intra, oplyser Ølgod Skole.