Årø har fået kuller

Musik. Beboerne vil have øen på landkortet og har bl.a. den kommende weekend en stor musikfestival med gratis adgang.

Festival: For tredie år i træk har Årø Kulturforening inviteret til Årø-kuller. Der er dog ikke tale om ø-kuller, men om en stor musik-festival, hvor mere end en snes orkestre medvirker.

Blandt de medvirkende er lokale orkestre, men de fleste kommer fra Århus- og Odense området, hvor det er blevet kult at spille på øen i Lillebælt.

Arrangørerne kan ikke betale for musikken, men giver lidt til benzinen, og så får musikerne mulighed for at overnatte og noget at spise.

Den aflønning er orkestrene godt tilfredse med. De ser ø-opholdet som en mulighed for udflugt med familien, samt mulighed for at jamme med andre orkestre.

Drivkraft i ø-kuller projektet er Søren K. Grønbæk, der bor i Haderslev, men han er kommet på øen gennem mange år, da svigermoderen stammer fra øen.

Han er formand for Årø Kulturforening, der desuden består af Karsten Hansen og Marianne Schmidt fra Brummers Gård, Olaf Søgaard fra Aarøs Perle på havnen, Svend Aage Hansen fra Vingården og Jens Sejersen fra Årø Camping.

Det er også deres steder, der lægger lokaler til festival’en.

Der spilles således musik på Brummers Gård, på Årø Vingård og hos Olaf på havnen. I år er der ikke planlagt musik på campingpladsen, men her bor til gengæld mange af øens overnattende gæster, mens andre bor i lejede sommerhuse eller har bed and breakfast. Også i havnen er der mange overnattende, fordi sejlere kommer til i stadig større tal. Sidste år var der eksempelvis en delegation på 12 både fra Assens. Det vil dog også være muligt at tage over til Årø og opleve musikken og tage natfærgen hjem kl. 1 om natten.

Kommunen sponsorerer således en ekstra tur både fredag og lørdag aften.

Festival’en vokser støt fra år til år. For tre år siden var der 300 gæster, sidste år var der 500, og i år håber arrangørerne på 1.000 gæster.

Musikgenrerne koncentrerer sig omkring rock, roots, blues, country, jazz og verdensmusik.

Det første orkester går i gang fredag kl. 17, og så går det slag i slag med nyt orkester hver time frem til kl. to nat. Fredag spilles der på dels på havnen, dels på Brummers Gård.

Lørdag formiddag starter musikken på Årø Vingård kl. 11.30 og slutter kl. 16.30. På havnen starter musikken kl. 13 og slutter kl. to nat, mens Brummers Gård først får musik på kl. 16, og også her varer det til to nat. LAG midlerne, der hjælper aktiviteter i udkantsdanmark støttede arrangementet de første to år, og i år er det Kløften festival, der hjælper arrangementet på Årø på vej med en donation, der bl.a. er gået til markedsføring. Den foregår dels i pressen, dels på hjemmesiden og facebook, hvor der har været mindst 12.000 klik. Bl.a. Har der været stor interesse for at høre den musik, de enkelte orkestre spiller, og det er der mulighed for, fordi Søren Grønbæk har uploadet musik fra orkestrene.

Det er også på hjemmesiden – www.aarokuller.dk - man kan hente det detaljerede program med oplysninger om, hvilke orkestre, der spiller hvorhenne og hvornår.

Skulle der være enkelte fodbold fanatikere, der vil droppe ø-besøget, fordi der spilles finale i Champions League, er der et fint alternativ. På campingpladsen er der etableret ”Bold-cafe” på visning af kampen.