Lystfiskere skal ud med snøren

HADERSLEV: Drømmen om at stå ved en sø med snøren i vandet kan nu gå i opfyldelse.

På Lystfiskeriets Dag søndag den 25. maj inviterer Sønderjysk Sportsfiskerforening til fiskeri i Haderslev yderdam fra 9-13. Der er erfarne lystfiskere klar til at hjælpe dem, der vil prøve, om lystfiskeri er noget for dem.

– De, der vil deltage, skal medbringe en fiskestang, men har de ingen, vil vi prøve at låne en stang til dem, siger formanden for lystfiskerne, Preben Nielsen, i en pressemeddelelse.

Det er gratis at deltage, og der er mødested ved Sønderjysk Sportsfiskerforenings bådplads ved Søsportscentret på Damstien. Fiskeriet foregår i yderdam, hvor der er mulighed for at fange havørred, bækørred, gedde, aborre, skalle, brasen og ål.

bja

– Gode oplevelser fylder mest, hvis du deler dem med andre. Tag derfor bare din bedste ven, mor, far, bedstemor eller bedstefar med. Her kan alle være med, siger Preben Nielsen.