Store HVEDEdag eller store BEDEdag eller?

Klumme: Erik Holmberg, sognepræst Gl. Haderslev Kirke, skriver:

”Lovfæstet ved kongelig forordning den 27. marts 1686 en "ekstraordinær, almindelig bededag" for hele riget!” Sådan kan man læse om fjerde fredag efter Påske.

Tidligere var der to skikke på storebededagsaften – altså torsdag før storebededag:

1. Den Københavnske skik var, at borgerskabet spadserede på voldene og nød foråret.

2. Den landsdækkende skik var, at man tog forskud på spisningen af de hvedeknopper, man havde hjemkøbt til Store Bededag. På selve Store Bededag måtte bageren ikke have åben, så derfor forbagte han hvedeknopper – som det blev en bredt udbredt tradition at tyvstarte på aftenen før. En skik, som jeg gerne er med til at holde i hævd J.

Men hvad med selv Store Bededag? Store bededag blev indvarslet aftenen før ved stormklokkeringning fra kirken. Det var tegn til, at der ikke længere måtte drives handel, og at kroer, beværtninger og lign. skulle lukke, så folk kunne gå hjem og hellige sig den forestående bededag og møde veludhvilede og ædru i kirke næste morgen, som forordningen krævede.

Der er vist sket et og andet siden da. F.eks. er Helligdagslovgivningen helt anderledes – så mange butikker holder åbent. Men også kirkeligt, har vi mange steder nye traditioner. Det er nok den mest brugte dag til at holde konfirmation i vort lille land.

Hvad blev der af dagen, der blev kaldt "ekstraordinær, almindelig bededag" for hele riget? Uanset om du skal til konfirmation eller ej, så kan dagens navn da i det mindste minde os om, at det jo ikke var tænkt som den eneste dag, hvor der kunne/måtte bedes. Det var en ekstraordinær bededag. For det at vi måde bede til Gud, det er en hverdagsgave. En enorm gave, at han holder åbent 24-7-365; altså 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, 365 dage om året – og nok også den sidste dag, når året har 366 dage!

Så du kunne jo evt. bruge noget af dagen til at fundere over, hvad linjerne ”Med et Fadervor i pagt skal du aldrig gyse!” betyder. Og evt. bede en lille bøn for en konfirmand. God HVEDE- og BEDEdag!