Duedahl: Kystturisme kan fordobles
Vision 2030: Niels Duedahl er direktør i SE, bor i Vejle, opvokset i Varde og har tre skarpe og visionære bud på Varde Kommunes fremtid.
- Det er så typisk vestjysk ikke at turde skræve for vidt og tænke alt for store tanker om egnens udviklingsmuligheder. Derfor er det også en etnisk udfordring at udvikle og forandre Varde Kommune frem mod 2030. Det siger jeg med kærlighed i stemmen til en by og et område, som jeg holder meget af og kender ret godt, lyder det hurtigt og præcist fra Niels Duedahl.
Mod er nødvendigt
Årets danske erhvervsleder pakker ikke tanker og
visioner ind i vat og er straks klar med tre skarpe bud på, hvad kommunen og dens borgere skal sigte efter frem mod 2030.
- Det kræver mod, for de nemme løsninger er ikke interessante. Hvis man derfor skal aflejre en arv til de kommende generationer, skal man turde træffe svære og visionære beslutninger både som leder men også som borgmester, byråd og borger.
Ifølge SE-direktøren skal der blandt andet ske en yderligere digitalisering af hele kommunen og
gerne i to dele.
En der vil kunne tilbyde tidens hurtigste internet til virksomheder, iværksættere og medarbejdere, der skal konkurrere med hele verden.
Og et andet system, hvor Varde Kommune kan servicere borgerne med digital hjemmepleje, stuegang og anden service. En digitalisering han formentligt
gerne ser SE levere.
Den anden strategiske mulighed handler om
bosætning.
- Varde skal udnytte
Esbjergs tiltrækning af
arbejdskraft meget bedre. Jeg ved, der bliver arbejdet på sagen, men Varde Kommune skal kunne tilbyde esbjergensiske medarbejdere - og alle andre - et
lavere skattetryk, billigere byggegrunde, et fornuftigt serviceniveau, øget tilskud til idrætsforeninger samt lavere og mere fleksible
institutionsåbninger- og priser. For erhvervsudvikling er en næsten umulig opgave, som gælder for langt de fleste syd- og sønderjyske kommuner.
Meget mere turisme
Duedahls vigtigste bud handler dog om øget
turisme.
- Vestkysten er ikke mindre interessant end Gardasøen, Tyrkiet eller Frankrig. Kommunens strande er sublime og kan generere dobbelt så mange turister, hvis bare man forstår at se hele området under et. Som et resort. Ligesom Mallorca, der betragtes som en samlet destination. Lige nu kæmper Henne, Vejers og Blåvand som tre små strandbyer uden en fælles markedsføringskraft. Men kystturismen er kun interessant fra
havkanten og 1000 meter ind.
Niels Duedahl foreslår, at spanske Ibero Star, der er en international resort-operatør, skal overtage markedsføringen og sætte Vestkysten på verdenskortet.
Professionel eksport
- De er eksperter i at bygge den slags og har stået bag lanceringen af Mallorca og flere andre store rejsemål i verden. Derved ville Varde Kommune i samarbejde med det strategisk beliggende Legoland og Billund Airport kunne fordoble
sine turistindtægter. Ikke i et snuptag, men ved at være modig og turde
tænke stort, fortæller en engageret Niels Duedahl.
Bureaukratiske og politiske forhindringer betragter han kun som små bump på vejen – hvis man altså vil nok - og tør.
