Varde Kommune støtter ny dansk storfilm
Tilskud: Varde Kommune giver op til 1.2 millioner kroner til dansk storfilm »Under Sandet« der bliver optaget langs den jyske vestkyst.
Turister ved vestkysten kan i år få en anderledes ferieoplevelse, for når de
bevæger sig rundt i området omkring Varde Kommune, kan de støde ind i det filmhold, som står bag
optagelsen af den nye danske storfilm »Under Sandet«.
I løbet af sommeren
filmer Nordisk Film nemlig on location på historisk autentiske steder og strækninger på blandt
andet vestkysten, Oksbøllejren og andre områder rundt omkring i Varde Kommune.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Bag filmen står producer Mikael Chr. Rieks og
instruktør Martin Zandvliet.
Møde med tyskerhadet
Om filmen fortæller producer Mikael Rieks:
- »Under Sandet« bygger på et uhyggeligt kapitel af vores fælles fortælling om danskernes forsoning med Tyskland efter anden verdenskrig. For straks efter krigen udstedte den britiske kommando en ordre om, at tyske krigsfanger skulle rydde den danske vestkyst for cirka 2,2 millioner landminer, som den tyske besættelsesmagt havde placeret under sandet. Man antager, at over 2000 tyske soldater blev tvunget ud som mineryddere, og at omkring halvdelen mistede livet eller blev lemlæstede.
I filmen følger man en af disse unge tyske drenge og hans møde med det tyskerhad, som sad dybt i den danske befolkning efter krigen.
Et spændende projekt
Borgmester Erik Buhl er glad for filmprojektet, og at der nu sættes spot på dette kapitel af historien.
– Det er et rigtig spændende projekt og en vigtig historie at fortælle. Det er helt naturligt, at vi støtter op om projektet. For flygtningemuseet og det kommende museumscenter Blåvand ved Tirpitz vil historien om minerne på Skallingen
være helt central, siger han.
Bygninger, som nu er en del af flygtningemuseet i Oksbøl, var faktisk dengang hospital for de soldater, der kom til skade ved minerydningen.
Filmens danske hovedrolle som sergent Carl
Leopold Rasmussen spilles af én af dansk films nye store talenter, skuespilleren Roland Møller, som i 2014 vandt en Bodil for bedste mandlige birolle.
