Den digitale postkasse skal på plads i Varde
Hjælp: Varde Kommune holder 17 informationsmøder med den digitale postkasse som emne.
Fra den 1. november er det slut med breve fra det
offentlige til borgerne.
Al post bliver sendt som mail ind i den digitale postkasse, men der er
stadig en del borgere i Varde Kommune, som endnu ikke har fået oprettet den nødvendige postkasse på deres computer.
De kan nu få al den hjælp de har brug for.
I løbet af juni og august vil medarbejdere fra Varde Kommune og fra bibliotekerne holde 17 informationsmøder, og dermed skulle hele kommunen
være godt dækket ind.
– Digitaliseringen bliver en større og større del af vores hverdag, og for nogle er det en selvfølge at navigere i den digitale verden, mens andre er mere usikre på, hvordan det hele fungerer. Vi vil gerne hjælpe med at gøre overgangen til den digitale post så enkel som muligt, siger chef for Borgservice i Varde Kommune, Helle Marquertsen, i en pressemeddelelse.
Digital post er et lovkrav, men der er ingen regler uden undtagelse. Nogle borgere kan af forskellige årsager have vanskeligt ved at bruge den digitale postkasse, og de kan søge om at blive fritaget fra
digital post.
Er der nogen, der mener, at de skal fritages, kan de også få hjælp til det på
informationsmøderne.
Ud med ringbind
Helle Marquertsen ser dog mange fordele ved at have en digital postkasse.
bja
– Man slipper for papir og ringbind, og det er enkelt at holde styr på posten fra det offentlige. Og så får man posten helt ind i stuen og slipper for traveturen hen til postkassen, siger Helle Marquertsen og slår fast, at borgerne altid kan hente hjælp til postkassen i Borgerservice.