Sportsfest med bilræs og brand

Aktivitetskalenderen var spækket til randen i Nordenskov i sidste uge. Bedst som Owen Luft Kånsert var ovre, fortsatte byen hyggen med en sportsfest–uge.

– Årh, se mand, nu er der gået ild i sidespejlet!

– Ej mand, hvis der sad nogen i den, så var han død.

– Altså hallo, hvor er brandvæsenet, når man har brug for dem?Det kunne lyde som fire drenge, der sad og så en actionfilm, men der er tale om fire drenge, der sad og så ægte action udspille sig lige for øjnene af dem i Nordenskov i torsdags.

Som et programpunkt i årets sportsuge var marken bag skolen blevet indtaget af brandbiler, ambulance og politibil. Men ikke nok med det. Der blev sat ild i en gammel bil og demonstreret en ægte brandslukning – helt fra udrykning til slukkende dråber – for øjnene af de fornøjede store og små publikummer.

Tre af dem var Jeppe Jacobsen og Ole Gier Wenzelsen, begge ni år, og Magnus Hansen på 10 år. De tre Nordenskov–drenge havde godt nok lige tabt en fodboldkamp til Næsbjerg med 3–2, men det var hurtigt glemt, da de bagefter sad og så slukningskøretøjerne komme susende og brandmændene springe ud i fuld ornat.

Billigere musik

Handlingen blev da også kommenteret lystigt af de tre:

– Se, nu er glasset på bilen ved at gå i stykker.

– Den krøller jo helt sammen.

– Hvad er det egentlig, man skal ringe, når man skal have fat på brandvæsenet? Er det 112 eller 440?

– Øv, de har taget motoren ud. Så eksploderer den ikke. Men når ilden når ned til gummidækkene, så skal det nok blive sjovt.

Sådan gik snakken lystigt, mens den kvindelige indsatsleder og de andre brandmænd fik flammerne under kontrol. Bagefter kunne man komme ind og sidde i brandbilerne og i en politibil, og der var også hoppeborg og beachvolley for børn, og de større børn og de voksne kunne lave gymnastik med træningsprogrammet ACT.

Torsdag aften var bare én ud af i alt fem dage, hvor Nordenskov fortsatte den festlige stemning fra Owen Luft Kånsert’en lørdagen forinden og hyggede igennem. Der var en borgeraften med fællesspisning, gospel, sang og sen gudstjeneste. Der var fodboldkampe og rafleturneringer. Og der var en kæmpestor aktivitetsdag lørdag, hvor gaderne var fyldt med spændende boder og skægge ting at lave.

– Vi har prøvet at gøre det på en anden måde i år, og det er blevet taget godt imod. Vi plejer at have et band, som måske koster helt op til 25–30.0000 kroner på vores borgeraften, men vi har droslet ned, fordi folk lige har været ude og høre en masse musik og bruge en masse penge ved Owen Luft Kånsert. Så vi bookede Horne Gospelkor til 5000 kroner i stedet, og det fungerede rigtig fint, siger Malene Østergaard, som er formand for NUIF’s fodboldafdeling.

Uruguay vandt

– Vi har også lagt fugleskydningsdagen ind under byfesten, og vi har sløjfet børnedagen, fordi der i forvejen er mange ting for børn. Det er meget for sådan en by, når tingene ligger så tæt, så vi har gejlet sportsfesten ned og fået hyggen i centrum, og det lader til at være rigtigt valgt, siger Malene Østergaard.

Lørdag var der blandt andet sæbekassebil–ræs med hjemmelavede sæbekassebiler. Der var også et OL, hvor forskellige hold klædt ud som lande dystede. I finalen kom Danmark og Uruguay, hvor Danmark præsenterede et hold fra midtbyen af Nordenskov, mens Uruguay var et hold fra Heager. Uruguay løb med sejren, da evnerne inden for ringo skulle gøres endeligt op.

Ved aftenens fællesspisning blev årets NUIF–priser uddelt. NUIF–prisen gik til Johanne Marie Arnbjerg, NUIF–trænerprisen gik til Allan Larsen, ”ungt talent”–prisen gik til Mads Foldager, og unglederprisen fik Rikke Bang. Titlen som Årets Fuglekonge tog Henrik Søgaard med sine præcise skud ved fugleskydningen.

Se flere billeder og små klip fra sportsfesten i Nordenskov på www.ugeavisen.dk