Rasmus bliver ny Rotary-præsident

Inga Andersen takkede tirsdag af som præsident for Ølgod Rotary Klub, men kædens arvtager var fundet, og Rasmus Larsen kan se frem til en begivenhedsrig tid.

Ikke færre end 45 møder med relation til Rotary har Inga Andersen haft plottet ind i kalenderen i løbet af de sidste 365 dage. Det svarer til et møde cirka hver ottende dag året igennem, og derfor er det ikke nogen helt lille tjans, Rasmus Larsen netop har sagt ja til.

Han bliver nemlig ny præsident for Ølgod Rotary Klub efter Inga Andersen, der tirsdag stoppede som præsident og overrakte præsidentkæden til sin efterfølger.

– Ølgod Rotary Klub er et lokalt netværk for engagerede mennesker, som er interesserede i at gøre en indsats for andre. Klubben har besluttet sig for at fokusere på hjælp til lokale projekter, såsom hjælp til indkøb af udstyr til legepladser i lokalområdet. Man kan derfor møde Rotary-medlemmer, der sælger lopper ved lokale arrangementer, for derigennem at indsamle penge til dette formål, forklarer Inga Andersen om klubbens funktion.

En af de første opgaver, Rasmus Larsen kommer til at være involveret i som præsident, er udvekslingen, hvor den unge mand Niklas fra Ølgod skal en tur til Taiwan for at bo og gå i skole der, og samtidig kommer brasilianske Victoria til Ølgod.

At lade unge mennesker får indsigt i andre lande og deres kultur er nemlig et fokusområde i Rotary.